Minister: Sikkerhed halter ikke hos DSB

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) har ingen indikationer på, at der skulle være sikkerhedsproblemer.

Transportminister Henrik Dam Kristensen (S) kan ikke genkende Dansk Jernbaneforbunds billede af, at sikkerheden halter hos DSB.

- Sikkerheden på jernbanen varetages af DSB, og Trafikstyrelsen fører tilsyn med, at DSB håndterer sikkerheden på betryggende vis.

- Jeg har fra Trafikstyrelsen ingen indikationer på, at der skulle være problemer med sikkerheden, og jeg forventer naturligvis at blive orienteret om, hvis der skulle være sådanne problemer, siger Henrik Dam Kristensen i en skriftlig kommentar.

Det har ikke været muligt at få ministeren i tale for en uddybning af den skriftlige kommentar.

Dansk Jernbaneforbund, der organiserer lokomotivførerne, anklager DSB for at have en sikkerhedsorganisation, der ikke fungerer.

Beskyldningerne er blevet fremsat, efter at togtrafikken over hele landet onsdag morgen blev lammet på grund af faglige møder blandt lokomotivførerne.

- Det er kun et spørgsmål om tid, før det sker en ulykke. Vores medlemmer bliver sat i en umulig situation. De kan ikke længere tage ansvaret for passagerernes sikkerhed, siger Henrik Horup, formand for Dansk Jernbaneforbund.

Lokomotivførerne mener også, at der er manglende opbakning til personalet og et stort overarbejdspres. De peger desuden på, at der i praksis er mangelfuld eller forkert afmærkning på mange stationer.

- Lokomotivførerne risikerer fængselsstraf, hvis der sker en ulykke, mens DSB's ledelse og transportministeren som ansvarlig slipper for videre tiltale, fastslår Dansk Jernbaneforbund.

Derfor har lokomotivførerne anset det for deres pligt at informere offentligheden i forventning om, at ministeren tager hånd om problemet, lyder det i en pressemeddelelse fra forbundet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik