Maries sidestik viste sig at være leukæmi: En fremmed tysker blev redningen

34-årige Marie Bagger fra Ølstykke fik en stamcelletransplantation mod hendes leukæmi. Hun håber, at flere vil undersøge muligheden for at blive donor.

Marie Bagger blev ved med at få sidestik. 

Ikke kun, når hun bevægede sig. Hun kunne stå helt stille og alligevel mærke den stikkende smerte i venstre side. 

Mærkeligt, tænkte hun. 

Marie Bagger blev enig med sig selv om at tage et smut forbi lægen på den anden side af julen. Og holde lidt igen med julemaden, så smerten ikke blev værre. 

Men smerten blev værre. Og morgenen efter juleaften måtte hun ringe 1813 og tage på skadestuen. 

- Smerten udviklede sig voldsomt. Det føltes som at få stukket en syl ind i siden af kroppen, fortæller hun. 

Hun fik taget blodprøver og blev sendt hjem med meldingen om, at hun nok havde forstrakt en mavemuskel. 

Men få timer senere ringede skadestuen tilbage. De havde fået svar på blodprøverne, og de viste med 99 procent sikkerhed en noget mere alvorlig forklaring på den stikkende smerte. 

Marie Bagger havde leukæmi. 

Mangler en halv million donorer

Hvert år får omkring 140 danskere brug for en stamcelledonation. I 2019 var en af dem nu 34-årige Marie Bagger fra Ølstykke. 

Lørdag den 17. september er International Stamcelledonordag, der skal sætte fokus på vigtigheden i at blive stamcelledonor. 

Omkring 85.000 danskere er i dag registreret som stamcelledonorer, men vi er stadig langt fra målet om, at ti procent af befolkningen skriver sig op som donor, svarende til cirka 600.000 mennesker. 

Det understreger Bloddonorerne Danmark. 

quote Jeg har på intet tidspunkt været bange for at dø.

Marie Bagger

Det betyder, at mange danskere må få stamceller donoret fra udlandet. 

- Jeg tror, det handler om uvidenhed. Man opsøger jo ikke noget, man ikke er klar over findes, siger Marie Bagger, der endte med at få doneret stamceller fra en tysk mand. 

(Artiklen fortsætter under billedet.)

I dag er Marie Bagger rask igen.
I dag er Marie Bagger rask igen.
Foto: Privatfoto

Hun kendte slet ikke til stamcelledonation, før hun selv stod og var afhængig af det for at overleve. 

- Nu snakker jeg meget om det og opfordrer til, at man undersøger det. For tænk, hvis du er den, som en person har brug for. Så er det meget lidt, man skal gøre for at redde et andet menneskes liv, siger hun. 

Forældredrøm på pause

Det var Marie Baggers milt, der viste sig at give hende sidestikfornemmelsen. Den var kraftigt forstørret. 

Hun havde samtidig al for mange hvide blodlegemer i sit blod. 

Klassiske tegn på kronisk myeloid leukæmi, som er en kræftform, der som oftest behandles medicinsk, og hvor langt de fleste overlever. 

Marie Bagger var derfor også fortrøstningsfuld, da hun fik nyheden. 

- Jeg har på intet tidspunkt været bange for at dø. Jeg tænkte bare, at det var noget, vi skulle have under kontrol. Jeg tænkte meget på det praktiske, siger hun. 

Der var dog en bekymring, der blev ved med at melde sig. Hun havde netop købt hus med sin mand, og de ville gerne have børn inden for den nærmeste fremtid. 

Hendes diagnose gjorde, at hun måtte sætte drømmen om at blive mor på pause. 

- Det har fyldt ekstremt meget i vores bevidsthed. Men jeg kan jo ikke være nogens mor, hvis jeg ikke er her, så jeg blev nødt til at blive rask, siger Marie Bagger. 

Den største gave

Hun fik hurtigt ordineret medicinen, der skulle slå leukæmien ihjel. 

Problemet var bare, at medicinen ikke virkede efter hensigten. Antallet af hvide blodlegemer faldt, men det gik for langsomt. Marie Bagger risikerede at udvikle akut leukæmi, der er livstruende. 

Derfor gik lægerne i gang med at lede efter en stamcelledonor. 

Seks uger senere var der et match.

- Det var den største gave. Det er jo vildt, at et andet menneske vil gøre det for en fremmed, siger Marie Bagger om den tyske, anonyme donor, der reddede hendes liv:

- Det var virkelig forløsende. 

Der gik nogle måneder, før hun kunne mærke effekten. Marie Bagger fik 13 omgange kemoterapi op til stamcelletransplantationen, så hendes krop var medtaget. 

I dag er det 2,5 år siden, at hun blev rask. 

Hun døjer med eftervirkninger, da de nye celler kæmper mod de gamle celler om pladsen. 

- Men jeg er helbredt. Og cellerne finder ud af det med tiden, siger Marie Bagger.