Lonning-exit giver nyt bøvl i Venstre inden topmøde

KL sammensætter torsdag sin nye bestyrelse, og her står hovedstadsområdet til at få mindst et nyt medlem i bestyrelsen i form af Sofia Osmani (K) fra Lyngby-Taarbæk Kommune. I Venstre skulle Cecilia Lonning-Skovgaard have været den kvindelige stemme fra hovedstaden.

Efterveerne af Cecilie Lonning-Skovgaards fald som beskæftigelses- og integrationsborgmester i Københavns Kommune giver nu kommunalpolitisk bøvl i Venstre.

For når Kommunernes Landsforening (KL) torsdag aften præsenterer sin nye bestyrelse under et topmøde i Aalborg, skulle den nu forhenværende københavner-borgmester have været Venstres repræsentant fra Region Hovedstaden.

Men sådan bliver det ikke. I stedet står Venstre nu med det, som flere centrale kilder omtaler som et kvindeproblem i hovedstadsområdet. Det erfarer TV 2 Lorry.

I de seneste fire år har fem mænd siddet på Venstres pladser i KL’s 17 mand store bestyrelse, og ønsket var nu at få en kvinde i bestyrelsen.

Der er lige nu ingen kvindelige Venstre-borgmestre i Region Hovedstaden.

Der er dog heller ikke regler, der foreskriver, at bestyrelses-pladserne skal besættes af borgmestre. Derfor er en af de seriøse muligheder i Venstre nu at lade den væltede Rudersdal-borgmester, Jens Ive, blive i bestyrelsen - enten permanent eller som en midlertidig løsning. Det oplyser flere kilder til TV 2 Lorry.

Den store udfordring vil dog stadig være, at Venstres gruppeformænd og borgmestre i Region Hovedstaden allerede har fordelt poster i KL og Kommunekontaktråd Hovedstaden (KKR) mellem sig i kølvandet på kommunalvalget i november sidste år.

At der nu skal findes en ny mand eller kvinde til posten i KL’s bestyrelse kommer til at påvirke konstitueringerne hele vejen rundt, lyder det fra en central kilde. Derfor skal Venstre-spidserne i Region Hovedstaden mødes igen efter påske for at fordele posterne påny. Tiden er simpelthen for knap lige nu.

Artiklen fortsætter efter faktaboksene...

KL's bestyrelse

De 17 pladser i KL’s bestyrelse i valgperioden 2022-2026 fordeler sig således:

Socialdemokratiet: 6

Radikale Venstre: 1

Konservative: 3

Socialistisk Folkeparti: 1

Venstre: 5

Enhedslisten: 1


De 17 pladser i KL’s bestyrelse i valgperioden 2018-2022 fordeler sig således:

Formand: Jacob Bundsgaard (A), Aarhus

Næstformand: Martin Damm (V), Kalundborg

Thomas Gyldal Petersen (A), Herlev

Peter Rahbæk Juel (A), Odense

Birgit Stenbak Hansen (A), Frederikshavn

Thomas Kastrup-Larsen (A), Aalborg

Christina Krzyrosiak Hansen (A), Holbæk

Lars Weiss (A), København

Leon Sebbelin (B), Rebild

Michael Ziegler (C), Høje-Taastrup

Tonni Hansen (F), Langeland

Jette Skive (O), Aarhus

Jens Ive (V), Rudersdal

Jørn Pedersen (V), Kolding

Ulrik Wilbek (V), Viborg

Erik Flyvholm (V), Lemvig

Per Clausen (Ø), Aalborg.


Kilde: KL

Her har Venstre en kvinde i spidsen

I syv kommuner i Region Hovedstaden står en kvinde i spidsen for Venstre:


  • Mette Lene Jensen, Helsingør Kommune
  • Ann Lindhardt, Hørsholm Kommune
  • Christine Dal Thrane, Lyngby-Taarbæk Kommune
  • Pia Skourup, Ishøj Kommune
  • Astrid Søborg, Gladsaxe Kommune
  • Charlotte Munch, Hvidovre Kommune
  • Helle Barth, Dragør Kommune



Osmani nyt medlem af bestyrelsen

Mens Venstre grubler, er der anderledes glæde at spore hos De Konservative. Her er antallet af bestyrelsesposter i KL øget fra én til tre som følge af det fortrinlige valg sidste år.

TV 2 Lorry erfarer, at Høje-Taastrups mangeårige borgmester, Michael Ziegler (K), fortsætter både i bestyrelse og som formand for KL’s Løn- og Personaleudvalg. I bestyrelsen får han nu også selskab af Sofia Osmani (K) - borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Sofia Osmani
Sofia Osmani
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen/Ritzau Scanpix

Prestige - men begrænset indflydelse

Ifølge kommunalekspert Roger Buch er der helt klart en konkurrence mellem partierne om pladserne i KL - ligesom der internt i partierne også er prestige, lidt mere indflydelse og penge på spil. Men fordelingen af pladser skal også balanceres op imod blandt andet geografi, køn og størrelse på kommuner.

Roger Buch mener, at Venstre nu står med en udfordring.

- Man bliver fanget i det. Nu troede man, at man havde en kvinde, der kunne repræsentere hovedstadsområdet, og så forsvinder hun. Så har man et problem. Det er et dårligt signal at sende, hvis det ender med kun at blive mænd, der sidder i bestyrelsen for Venstre, siger Roger Buch.

quote Nu troede man, at man havde en kvinde, der kunne repræsentere hovedstadsområdet, og så forsvinder hun. Så har man et problem

Roger Buch

Omvendt mener kommunaleksperten, at fordelingen af poster i KL’s bestyrelse hverken har særlig betydning for vælgerne, eller at der for alvor er en fordel for en kommunes borgere, hvis borgmesteren sidder i bestyrelsen.

- Det er meget begrænset, hvor meget man kan mele sin egen kage. Der er dog det ved det, at man i bestyrelsen er helt oppe på beatet i forhold til, hvad der rører sig. Så man får måske information lidt tidligere end kollegerne i resten af landet, siger Roger Buch.

KL præsenterer sin nye bestyrelse torsdag klokken 18.00. Det forventes, at Martin Damm (V) overtager formandsposten fra Jacob Bundsgaard (S).


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik