Igennem sommeren dykker TV 2 Lorry i samarbejde med byvandringsmanden og historieformidleren Allan Mylius Thomsen ned i Københavns mere kuriøse historier. Hver søndag i seks uger vil vi bringe en historie fra og om København fortalt af netop Allan Mylius Thomsen.
I midten af juni 1711 brød helvede ud i København. På under et halvt år dør en tredjedel af indbyggere i den lille bindingsværksby.
Da pesten ramte hovedstaden, boede der omkring 66.000 mennesker. Fra midten af juni frem til februar 1712 dør næsten 22.000. Alle, der har mulighed for det, flygter ud af byen, heriblandt en stor del af universitetets læger og medicinere.
Før pestepidemien blev folk begravet på kirkegårde, der lå ved byens kirker, eller inde i selve kirkerne. Men det kostede penge at blive stedt til hvile i kirkerummet, så det var kun forbeholdt de mere velstillede. Nu var der simpelthen ikke plads til alle de døde.
Kirkegårdsgraverne, der var på akkord, havde kronede dage, hvis de da selv undgik pesten. De tog simpelthen imod så mange lig som muligt for at tjene en ekstra skilling.
Til at begynde med stablede de bare kisterne oven på hinanden i gravene, der officielt skulle være tre alen, omkring 2 meter dybe. Mere entreprenante gravere tog allerede nedsatte kister op, for at skaffe mere plads.
I nogle grave var der op til fem kister oven på hinanden. Den øverste havde ofte kun små 30 cm jord over sig. For at gøre arbejdet lettere lod graverne lod gravene stå åbne fra den ene dag til den anden. Men disse metoder slog naturligvis ikke til i længden.
Studenter som ligbærere
I den varme sommer simrede liglugten i de smalle gader. I kirkerne var det næsten umuligt at opholde sig. I kirkernes nabolag var dunsten uudholdelig.
Militæret prøvede at skyde kanoner af i gaderne for at sprede stanken. Gravene blev overhældt med ulæsket kalk, og der blev kørt store læs sand ind for at mindske hørmen.
Byen stank af forrådnelse, men det var svært at få kadaverne ud af byen. Københavnerne var ikke rede til at acceptere at skulle væk fra kirkernes hellige hvilesteder. De fattige havde ikke indflydelsesrige slægtninge.
Uden for byen lå Vodroffsgård, der siden gav navn til Vodroffsvej, på Frederiksberg. I gården havde man indrettet pesthospital. En mark ved siden af hospitalet blev taget i brug som kirkegård. Ved Ladegården ved nuværende Rosenørns Allé blev der også oprettet hospital og kirkegård.
Udenfor den daværende Østerport, nord for Østerport Station, blev der åbnet en kirkegård til mindrebemidlede.
Soldater og fængselsfanger blev sat til at grave tre lange, to meter dybe grøfter, hvor ligene af de fattige blev smidt ned oftest uden kister. Dem var der også mangel på. Men denne gravplads blev hurtigt overfyldt.
Den findes i øvrigt endnu, og hedder i dag Garnisons Kirkegård.
På flådens Bådsmandskirkegård - i dag Holmens Kirkegård - blev især de døde fra Nyboder begravet.
Her lå ligne i dynger natten over for at vente på at komme i jorden. Studenterne fra Regensen fungerede som ligbærere under pesten. Det skaffede dem i øvrigt et vellønnet privilegium som ligbærere for adel og gejstlighed helt frem til 1792.
Kirkegårdene blev brug til tøjtørring
Holmens Kirke fik tilladelse til at genåbne den gamle Sankt Anna kirkegård, hvor nu DSB's gamle hovedkvarter ligger i Sølvgade.
Men folk ville begraves ved deres kirker, og var villige til at betale for det. Jævne folk kunne man godt flytte lidt, men de skulle stadig være i byen. Derfor fik Nikolaj, Helligånds, Vor Frue, Trinitatis og Sankt Petri kirker samt Vartov og Vajsenhuset tilladelse til åbne assisterende kirkegårde til borgere og håndværkere.
De blev placeret bag karreerne midt i den tætbebyggede by. Disse nye kirkegårde var på tilsammen lidt over to tønder land og en hån mod al hygiejne. Byen fik sit drikkevand fra brønde i gaderne og utætte vandledninger fra omliggende søer. De mange forrådnende lig sivede direkte ned i drikkevandet. Da pest er en infektionssygdom, var cyklussen sluttet.
Nikolaj Kirkes assistentkirkegård lå i den sydlige halvdel af karreen mellem Borgergade, Gothersgade, Store Kongensgade og Dronningens Tværgade.
Helligåndskirkens "Wismar", lå i den vestlige del af karreen mellem Gothersgade, Regnegade, Gammel Mønt og Møntergade. Det område der i dag gennemskæres af Christian IX's Gade. Vor Frue Kirkes "Linden", lå i midten af karreen mellem Fiolstræde, Rosengården, Peter Huitfeldts Stræde og Krystalgade, der dengang hed Skidenstræde.
Trinitatis Kirkes, lå i den østlige del af karreen mellem Åbenrå, Landemærket, Gothersgade og Rosenborggade. Den blev kaldt "de fattiges Gaard i Gothersgade", hvad antyder hvem der blev begravet her. Sankt Petri Kirkes lå i den nordlige halvdel af karreen mellem Larslejsstræde, Nørre Voldgade, Teglgårdsstræde og Sankt Peders Stræde. Vartovs og Vajsenhusets Assistenskirkegårde lå på trekanten ved Vester Voldgade og Farvergade, i dag ”Regnbuepladsen”.
På disse to tønder land, i de små kirkegårde og kirkerum, begravede København de fleste af sine 22.000 døde.
Men folk brugte kirkegårdene som lagerpladser, til tøjtørring og andre praktiske gøremål. Magistraten måtte til sidst opgive assistens kirkegårdene.
De blev nedlagt i november 1760, og grundende blev solgt til de omboende husejere. Betingelsen var, at der først måtte bygges eller graves på arealet efter 20 år. Samme år anlagde bystyret en fælles ”assistentskirkegård” for alle Københavns kirker på en nedlagt tobaksplantage uden for voldene, ved den nuværende Nørrebrogade.
Inde i selve København fortsatte man med at begrave velhavere i kirkerne frem til 1805. Fra 1851-53 blev alle kirkegårde i den gamle by lukket, og begravelserne flyttet ud til Assistens Kirkegården, der i 1867 var en af verdens største på 60 tønder land.
Den er udvidet flere gange siden, og det nyeste afsnit ved Kapelvej vil være åbent for begravelser frem til år 2130.
Men navnet Assistens Kirkegård er et minde fra den store pestepidemi, der for 310 år siden lagde en tredjedel af Københavns befolkning i graven.
Det var den femte af seks artikler i TV 2 Lorrys sommerserie om historier fra København. I næste uge kan du i den sidste artikel blive klogere på, hvordan udtrykket "den går ikke Granberg” opstod på Christiansborg Ridebane tilbage i 1857.
_
