Kære (med)hundeejer - vi er selv skyld i det

Dette er en klumme, det betyder at holdningerne i teksten er skribentens og ikke TV 2 Lorrys.

Vores samfund er delt i grupper, som nogle gange har svært ved at møde hinanden. To af de helt store er dem, der eeelsker hunde og alle dem, der nærer stærkt begrænsede følelser for vovserne.

Men vi der har hund, kunne måske gøre en ekstra indsats, så mange af dem, der ikke bryder sig om hund, måske skifter holdning. Det kræver nemlig ikke ret meget!

Og inden jeg bliver mødt af beskyldninger om at være småhellig, så tilstår jeg allerede nu, at jeg som hundeejer selv har været skyld i reaktioner, der spænder lige fra rendyrket had til åbenlys irritation:

Da min hund var hvalp, luftede jeg den i en stor park. Et lille indhegnet hjørne var udset som hundeområde. Men parken var nærmest mennesketom, og min pragtfulde hundehvalp skulle da have lov til at gå frit omkring, så vi løb rundt og pjattede. Pludselig standsede hunden – i det fjerne havde den spottet en stor gruppe børn – og så satte den i løb. Jeg løb efter og glædede mig til mødet mellem glad hundehvalp og søde børn. Det er jo ALTID et hit, ikke?

Men en af ungerne fik øje på den lykkeligt galopperende hund, og mens han lynkravlede op i et fodboldnet, skreg han til mig:

- JEG ER ALTSÅ BANGE FOR HUNDE!!

Jeg forsøgte ihærdigt at kalde på den, mens jeg stadig løb – først med munter stemme – så indtrængende og til sidst desperat – alt sammen uden resultat. Hunden fortsatte, og drengens panik spredte sig som en steppebrand til de andre børn. Da den begejstrede hund – med mig gispende lige efter - nåede frem, spredte den rædsel. 

Til min store gru opdagede jeg, at der var tale om en hyggelig børnefødselsdag med flag – og en stor bradepande med chokoladekage, som kræet lykkeligt begyndte at æde løs af. Endelig nåede jeg frem, greb ud efter hunden, som smuttede behændigt uden om. Den stoppede nu ved en stor gryde fyldt med saftevand, som den stak hovedet ned i og begyndte at slubre løs af.

Endelig fik jeg fat i halsbåndet – og opdagede så de to forældre, der måbende kiggede først på mig, så på hunden, på gryden og bradepanden og endelig på de grædende børn.

Da de genvandt talens brug, fik jeg jordens største skideballe – og selv ikke mens jeg nærmest kravlede rundt på alle fire af skam, tøede de op. Min hund syntes formentlig, at den lige havde været med til verdens bedste børnefødselsdag - selv om den absolut ikke var inviteret.

MORALE: HOLD HUNDEN I SNOR


En anden gang kom jeg hjem til byen efter en weekend på landet. Parkerede bilen i nærheden af lejligheden og greb så tasker, poser – og hund (i snor!) med tanken om en kop kaffe, når jeg kom op.

Pludselig bremsede hunden, krummede ryg – og sked noget så eftertrykkeligt. Jeg greb febrilsk i lommerne – ingen hundepose(!) Så da bæstet var færdigt, kiggede jeg mig diskret omkring og da ingen var i nærheden, luskede vi over gaden og op i lejligheden.

Der gik fem minutter. Så fik jeg en sms. Fra en nabo i gaden:

- GLEMTE DU IKKE NOGET??

Nu var der gået så lang tid, at jeg jo ikke ligefrem kunne påstå, at det var min plan at gå tilbage. Så jeg skrev (med tiltagende ansigtsrødme), at det var noget tyndt, og ”så nytter en pose jo ikke”.

MORALE: HAV HUNDEPOSER I ALLE LOMMER OG TASKER. ALTID.

Og så er der alle de andre områder, hvor vi hundeejere, måske bør stramme lidt op. Både over for hundeskeptikerne – og over for hinanden.

Køber du et nyt hus eller sommerhus – så skal du IKKE hegne hele grunden ind, for at din elskede hund kan løbe rundt og gø ad forbipasserende dagen lang. Naboerne ender med at hade din hund. Er den ude – så gå ud og leg med den og sørg for, at andre ikke bliver forstyrret hvert tredje minut. 

Det samme gælder i øvrigt, når folk absolut skal kombinere turen i supermarkedet med lidt hundeluftning. Vaps parkeres ude foran butikken, mens ejeren forsvinder ind – og så står den ellers ensomt hylende (højt) i 15 minutter, indtil genforeningen finder sted.

MORALE: LAD IKKE HUNDEN LØBE RUNDT ALENE

Har du en af de der minihunde, der hysterisk snerrende kaster sig frem i snoren, når en anden hund kommer forbi, så opdrag den dog. Her er ejerne ofte ældre kvinder, der med lys, venlig stemme begynder at argumentere med Coco om, at den anden hund er sød nok, og at der slet ikke er grund til at tage sådan på vej. LÆR dog hunden, at dens adfærd er uønsket. Den slags hunde har i øvrigt ofte lært af deres ejer, at alle andre hunde er farlige - så de går i kamp-gear så snart de spotter en anden hund.

De fleste hunde er glade for mennesker. Nogle af dem i overvældende grad. Men det nytter ikke, at du beroliger folk og siger til dem ”Han gør ikke noget, han er bare glad” – når de står midt i en nærdødsoplevelse.

MORALE: OPDRAG ALLE HUNDE – OGSÅ DE SMÅ.


Har du styr på din hund, og respekterer du dine omgivelser – tjaeh – hvem ved – måske er der en dag par hundeskeptikere, der drister sig til at spørge, om deres barn må klappe hunden.

P.S. Hvis du spørger mig, om min hund er en dreng eller en pige, så svarer jeg, at den er en tæve. Vores hunde er ikke drenge eller piger (altså mennesker), men dyr, der skal opdrages til at fungere blandt - mennesker. Og vi har ansvaret.