K: Togforsinkelser skal have konsekvenser for DSB

DSB kan miste penge eller ruter, hvis de ikke opper sig, siger De Konservatives trafikordfører Mike Legarth.

DSB kan miste noget af kontrakten med staten, fordi etaten i sine første ni kontraktår aflyste 70 procent flere tog, end kontrakten tillader. Det fastslår De Konservatives trafikordfører Mike Legarth.

Ritzau påviser, at DSB ikke klarer kravene i trafikkontrakten med staten, om at kun én ud af 100 togafgange må aflyses, og ni ud af 10 tog skal være mindre end seks minutter forsinket.

- Når man laver en kontrakt, skal der være en konsekvens, når man overskrider den. Det kan være en økonomisk konsekvens, men vi må også se på, hvem der skal være driftsherre på strækningerne.

- Skal DSB fortsat sidde på det antal strækninger, de gør nu, siger Mike Legarth.

Utilfredsstillende med så mange aflysninger

DSB har siden 2004 haft trafikkontrakten for fjern- og regionaltog. Den gav sidste år DSB 2,5 milliarder kroner - knap en fjerdedel af omsætningen i DSB.

- Det er meget utilfredsstillende og stærkt kritisabelt, at der er så høj faktor af aflysninger. Derfor må vi have et møde med DSB. Jeg kalder ministeren i samråd, så vi kan drøfte, hvad vi kan gøre for at lave om på det, siger Mike Legarth.

I 2003 vandt Arriva flere togstrækninger i Midt- og Vestjylland fra DSB og genvandt i 2009 kontrakten for en årrække. Det skader ikke med konkurrence, mener Mike Legarth.

"Konkurrence er sundt"

- Konkurrence er sundt. Hvis det skal til, så skal vi føre det ud i livet. Vi har altid sagt, at det ville være en god idé, hvis man tog nogle strækninger ud og udsatte DSB for konkurrence. Så ville virksomheden DSB blive lidt mere pålidelig, siger Mike Legarth.

Dansk Folkepartis trafikordfører Kim Christiansen er enig.

- Vi kan jo også se, at Arriva kører langt mere rettidigt end DSB. Det kan på den baggrund godt være, at vi derfor skal se lidt nærmere på mulighederne for mere udlicitering, hvis det viser sig, at det kommer passagerne til gode, siger han.

Kim Christiansen vil sikre, at DSB rammes økonomisk, hvis etaten ikke lever op til trafikkontrakten.

FAKTA: DSB aflyser for mange tog

DSB har ikke overholdt de køreplaner, der er aftalt i trafikkontrakten med staten.

* Den nuværende trafikkontrakt for fjern- og regionaltog har været gældende siden 2004. Der findes desuden selvstændige kontrakter for S-tog og togene over Øresund.

* For fjern- og regionaltog gælder det, at 99 procent af togafgangene skal afvikles som planlagt. Ændringer af køreplanen, som er varslet mindst 48 timer i forvejen, tæller ikke som aflysninger.

* Fra 2004 til 2012 har den gennemsnitlige 'pålidelighed', som begrebet hedder i kontrakten, ligget på 98,3 procent. Med andre ord har DSB aflyst 70 procent flere tog end aftalt i kontrakten.

* Kun tre af de ni år har DSB overholdt målsætningen - og sidste år skete det for første gang, siden DSB 'præciserede' opgørelsesmetoden i 2007.

* Værst stod det til i 2011, hvor pålideligheden var helt nede på 97,5 procent - svarende til at DSB aflyste to en halv gange så mange afgange som aftalt.

* Heller ikke kontraktmålet for forsinkelser er blevet overholdt. Her skal 90 procent af alle afgang ske med en forsinkelse på maksimalt fem minutter og 59 sekunder.

* Fra 2004 til 2012 var den gennemsnitlige 'rettidighed', som dette parameter kaldes, på 89,5 procent. Også her er det kun lykkedes at nå målet i tre ud af ni år (2008, 2011 og 2012).

* Et aflyst tog tæller ikke som forsinket.

Kilde: DSB

/ritzau/

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik