Helsingør er voldeligste kommune i Nordsjælland

Helsingør har en kedelig førsteplads, når man ser på antallet af voldsanmeldelser per indbygger. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Helsingør har indtaget en suveræn førsteplads blandt Nordsjællands kommuner, når det kommer til voldsanmeldelser per indbygger. Det viser nye tal fra Danmarks Statistik, hvor Kronborgs hjemstavn har placeret sig i den tunge ende af den ærgerlige tabel, kun overgået af Brøndby, Esbjerg og Odense.

Danmarks Statistik har fået anmeldelserne fra politikredsene, og tallene indikerer, hvor mange voldsepisoder der er blevet registreret i hver enkelt kommune. Den kedelige placering kommer imidlertid ikke bag på Helsingør Kommunes borgmester, Johannes Hecht-Nielsen, som peger på Helsingørs historiske rolle som værftsby og de deraf mange værtshuse som et af de store problemer.

- Der er mange faktorer, der spiller ind. Brøndby topper den landsdækkende liste - og her må de trækkes med en lang række episoder af fodboldvold. I Helsingør har vi rigtigt mange værtshuse, men vores position som grænseby er også baggrund for nogen konflikter. Det er jo ikke, fordi alle borgerne i Helsingør pludselig er mere voldelige end i resten af landet, slår Johannes Hecht-Nielsen fast.

I den pænere ende af statistikken finder vi blandt andet Egedal Kommune, der kun står noteret for en fjerdedel af de anmeldelser, der sker i Helsingør. Også Hørsholm, Furesø og Rudersdal ligger godt til, mens Frederikssund, Allerød, Halsnæs, Fredensborg, Gribskov og Hillerød alle ligger placeret midt i feltet.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik