Flere kommuner må indføre corona-tiltag: Sådan ser det ud i din kommune

Flere kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde har passeret grænsen for, hvornår det anbefales at indføre tiltag, der kan inddæmme coronasmitte. Se, hvordan det ser ud i din kommune.

Smitten med corona stiger lige nu. Og det betyder, at flere kommuner har set sig nødsaget til at iværksætte tiltag for at bremse smitten hos dem.

Torsdag var det således Dragør Kommune, der ramte en incidens på 542 og 72 smittetilfælde over syv dage, og fredag fulgte Tårnby trop med 501 smittede per 100.000 borgere og 213 nye smittede i løbet af de seneste syv dage

Det viser tal fra Statens Serum Institut (SSI).

Dermed overskred kommenunerne grænsen for, hvornår en kommune bør følge anbefalinger, der kan nedbringe smitten.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen).

Anbefalinger til tiltag ved høj lokal smitte


En kommune bør følge anbefalingerne, hvis der i løbet af syv dage konstateres en incidens på 500 eller flere smittede per 100.000 borgere, og der samtidig er flere end 20 smittetilfælde.

Ny værktøjskasse

Da modellen om automatisk nedlukning udløb 1. september, blev der i værksat et set-up, som sikrerede en løbende og tæt overvågning af smitten lokalt, og fredag i sidste uge opdaterede Sundhedsstyrelsen anbefalingerne.

Derudover blev der med inddragelse af sundhedsmyndighederne udarbejdet en værkstøjskasse med en række anbefalinger til tiltag, som kan komme i brug, når smitten stiger. Tiltagene er særligt rettet mod grundskoler og dagtilbud, hvor gruppen af uvaccinerede er størst.

Sogne og kommuner med høj smitte opfordres for eksempel til at holde børn i dagtilbud inden for egen stue, og grundskoler opfordres til at undgå undervisning på tværs af klasser.

Flere kommuner over grænsen

Smitten i Dragør er primært på Nordstrandskolen, og derfor har kommunen valgt at hjemsende skolens elever på årgangen. Derudover har de oprettet et kviktestcenter i byen som supplement til PCR-testene.

Men det er altså ikke kun i Dragør og Tårnby, at smitten er stukket af. Også Brøndby, Ishøj, Glostrup og Albertslund er over coronagrænsen, der har betydet, at de har været nødt til at indføre coronatiltag.

I Ishøj Kommune har man sat testkapaciteten op og opfordret alle borgere til at lade sig teste.

Skoler og dagtilbud skal ifølge anbefalingerne også sørge for, at børn ikke kommer i kontakt med hinanden på tværs af grupper og klasser.

- Det betyder, at der ikke må laves så mange fællesarrangementer. Og man skal holde sig inden for egen klasses rammer, lige som daginstitutionerne skal holde sig inden for stuerne, siger Ole Bjørstorp (Ishøjlisten), der er borgmester i Ishøj Kommune.

Desuden bør medarbejdere og forældre ifølge anbefalingerne holde afstand.

Og flere kommuner i TV 2 Lorrys sendeområde kan risikere, at de snart skal til at finde lignende tiltag frem. 

På kortet herunder kan du se, hvordan incidenstallet ser ud i din kommune.


Spørg Os - Afstemning

Spørg Os - Formular

Hvad undrer du dig over?