Én sjællandsk eks-DF’er har allerede meldt sig under Støjbergs faner – to flere kan være på vej

Mens Peter Skaarup har meldt sig ind i Danmarksdemokraterne, overvejer både Søren Espersen og Liselott Blixt fremtiden.

De falder nærmest som fluer. 

De nu tidligere DF’ere, der har meldt sig ud af partiet, siden Morten Messerschmidt blev valgt som ny formand for Dansk Folkeparti sidst i januar.

Listen er lang. Navnene store. 

Søren Espersen, Peter Skaarup og Liselott Blixt som tre eksempler. Tre afhoppere valgt i henholdsvis Københavns og Sjællands Storkreds.

I alt har 10 ud af 16 DF’ere i Folketinget siden januar sagt farvel til partiet. 

Fire alene, siden Inger Støjberg torsdag præsenterede sit nyt politiske projekt: Danmarksdemokraterne.

Og mens opbakningen til Dansk Folkeparti hurtigt forsvinder, så gælder det modsatte for Inger Støjbergs Danmarksdemokrater.

På bare et døgn fik hun mere end 40.000 vælgererklæringer, og nu begynder de tidligere DF’ere at kigge i hendes retning.

Således var Peter Skaarup fredag den første til at melde ud, at han vil stille op for Danmarksdemokraterne til næste valg.

Han forklarede over for TV 2 skiftet med, at han føler et vist "værdifællesskab" med Inger Støjberg, og at han derfor tilslutter sig projektet.

Og netop et vist værdifællesskab kan muligvis også få Liselott Blixt til at melde sig under Inger Støjbergs faner. Det er i hvert fald ikke noget, den mangeårige Greve-politiker og medlem af Folketinget afviser over for TV 2 Lorry.

- Jeg skal have en snak med Inger og se, hvor vi står i forhold til hinanden. Men jeg har ikke travlt, og nu skal jeg også have en god sommerferie, siger Liselott Blixt til TV 2 Lorry.

Lige så klar i mælet er Søren Espersen ikke på nuværende tidspunkt.

- Nu skal jeg lige falde lidt ned på jorden igen. Det er meget følelsesbetonet for mig. Jeg vil gerne se, hvad eksempelvis Inger Støjbergs parti udvikler sig til. Det ved man jo ikke, siger han til TV 2.

Kunne det være attraktivt for dig?

- Det ved jeg ikke. Foreløbig er jeg blevet løsgænger i Folketinget, og så får man et pusterum til at finde ud af hvordan og hvorledes, men jeg er bestemt ikke færdig med Christiansborg endnu. Det kan jeg godt love, siger Søren Espersen.

Dansk Folkeparti har seks medlemmer tilbage i folketinget lige nu. To af dem har allerede meldt ud, at de ikke genopstiller til næste valg.