Bunker af kabler dumpet i skov: "Dovent og gement", siger skovfoged

En hundelufter på Amager blev mødt af et trist syn, da han 2. juledag var ude og gå tur i skoven med sin hund. Kabeltromler og massevis af kabler flød midt på skovstien.

2. juledag blev Naturstyrelsen kontaktet i forbindelse med, at en borger havde fundet en stor mængde affald i et skovområde omkring Kongelunden på Amager.

En stor bunke kabler og flere kabeltromler var blevet dumpet på et ugeneret sted midt ude i skoven.

Flemming Rügge går dagligt tur med sin hund i skoven omkring Frieslandsvej på Amager, og han blev noget overrasket, da synet af kabeltromler og massevis af kabler pludselig lå foran ham.

- Det irriterer mig og gør mig vred, det er jo noget svineri, fortæller han til TV 2 Lorry.

Mellem bunkerne af affald lå også en gammel radio, og Flemming gik derefter hjem og skrev et opslag på Facebook med billeder af det efterladte affald.

- Jeg lagde det op for at se, om der var nogen, som måske havde fået dårlig samvittighed eller kunne genkende affaldet, siger Flemming, som for to år siden fandt en kummefryser akkurat samme sted.

Artiklen fortsætter under billedet

Også en gammel radio var at finde i bunken af affald
Også en gammel radio var at finde i bunken af affald
Foto: Flemming Rügge

Naturstyrelsen får henvendelser hver uge

Naturstyrelsen bekræfter, at man har modtaget en anmeldelse på affaldet omkring Kongelunden.

Det dumpede affald er også noget, som vækker vrede hos Sven Norup, som er skovfoged i Naturstyrelsen, men desværre vækker det ikke overraskelse.

- Som borger bliver jeg forarget. Det er jo i sidste ende fællesskabet og vi borgere, som skal betale for oprydningen. Og så kan man sige, at det er trist, at pengene, som kunne været gået til andre naturmæssige tiltag, skal gå til at rydde op efter mennesker, som har manglende samfundssind. Vi får ikke ekstra penge, siger Sven Norup til TV 2 Lorry.

Hver uge får Naturstyrelsen henvendelser fra borgere, som har fundet affald i forskellige mængder, og her er p-pladser ofte et foretrukket sted for affaldsdumping.

- Ind i mellem skyldes det dovenskab, hvor man måske er kørt forgæves til genbrugspladsen, som er lukket, og derefter bare finder nærmeste p-plads, som ligger lidt øde. Det oplever vi tit, det er simpelthen dovent og gement, siger Sven Norup.

Artiklen fortsætter under billedet

Affaldet som både består af kabeltromler, kabler, bænke, spånplader og en gammel radio ligger lige hvor man passerer
Affaldet som både består af kabeltromler, kabler, bænke, spånplader og en gammel radio ligger lige hvor man passerer
Foto: Flemming Rügge

Politiet bliver ikke involveret

Hos Naturstyrelsen, som tager sig af oprydning på statslige skove og naturområder i Danmark, oplever man alt lige fra slagteraffald til gamle køkkener ligge og flyde i naturen.

Og selvom politiet ikke plejer at blive involveret, da der ofte ikke kan findes beviser, opfordrer Sven Norup borgere til selv at tage kontakt til politiet, hvis man har set noget.

- Vi opfordrer selvfølgelig borgerne til at henvende sig til politiet, hvis man har oplysninger om sådan en sag. Det kan være, at man har set bilen, som læssede affaldet af og har noteret nummerpladen. Det er klart, for det er slet ikke i orden det her, siger Sven Norup.

Ifølge Naturstyrelsen er det tydeligt, at sagen med de fundne kabler og tromler er udført af professionelle, som har villet have fat i kobberet inde i kablerne.

- Det er heldigvis få brodne kar, som gør sådan noget, men derfor skal vi også hurtigst muligt have ryddet op, da andre helst ikke skal få samme 'gode' idé, fortæller Sven Norup.

Det er ikke Sven Norups indtryk, at der er sket en stigning indenfor dumping af affald i naturen, men at det er noget, som sker løbende.

Naturstyrelsen skønner, at man bruger flere 100.000 kroner hvert år på oprydningsarbejdet.

Om Naturstyrelsen arbejde

 

Mest læst i dag

Se flere

Mest læst i dag

Se flere

Natur

MUSVÅGE

72-årig dømt for giftdrab på fredet rovfugl

Flue inficeret med ny opdaget svamp

Ukendte svampe opdaget i Nordsjælland og på Amager - æder levende fluer indefra

Eleverne i 1.b på Engelsborgskolen i Lyngby har været så dygtige til at udforske de små dyr i den nære natur, at de tirsdag vandt førstepræmien i den landsdækkende Mikroforskerkonkurrence 2020.

Skoleklasse fra Lyngby er landets bedste mikroforskere

Shelterplads udsat for hærværk

playFriske spor fra knallerter: Populære shelterpladser udsat for hærværk

København

Forsiden lige nu

Se flere

På forsiden nu

Se flere