Brøndby sikrede sig onsdag The Double, da klubbens kvinder vandt pokalfinalen med 3-2 over Fortuna Hjørring.
Kampen blev afgjort i sidste minut, da Sanne Troelsgaard løb til forreste stolpe og headede bolden i mål.
Scoringen skabte ekstase blandt Brøndby-spillerne, der var i store problemer i hele anden halvleg.
Fortuna Hjørring havde fornemt kæmpet sig tilbage i opgøret efter en hæsblæsende åbning af Brøndby, der på bare seks minutter fik bragt sig foran med 2-0.
For små to uger siden vandt Brøndby også DM-guldet, da holdet sikrede sig førstepladsen i 3F-Ligaen for niende gang i de seneste 11 sæsoner.