Bådulykke: Mand død efter kapsejlads

63-årig sejler fra Nordsjælland er omkommet, efter han blev kastet i vandet ud for Lynæs Havn.

En fatal sejlbåds-ulykke kostede onsdag aften en 63-årig mand livet i bølgerne ud for Hundested i Nordsjælland.

Manden, som var om bord på båden sammen med tre andre personer, var på vej ind mod Lynæs Havn efter en endt kapsejlads, da ulykken fandt sted i kraftigt blæsevejr.

- Vinden har hevet fat i sejlet på båden, og så slår bommen den 63-årige i vandet, fortæller vagtchef Palle Jørgensen fra Nordsjællands Politi.

I et forsøg på at redde manden fra druknedøden spændte en af personerne på båden et reb om livet og kastede sig i bølgerne.

Men de resterende to kammerater mistede uheldigvis grebet i den anden ende af rebet, og så var der pludselig to personer, der drev rundt i bølgerne.

Det lykkedes dog for den modige redningsmand i vandet at svømme over til sin 63-årige sejlmakker og holde hans hoved over vandet, indtil hjælpen nåede frem.

Der blev slået alarm omkring klokken 20.45, og en helikopter og flere skibe deltog i redningsaktionen. Men den 63-årige mands liv stod ikke til at redde.

Det vides endnu ikke, om det er vandet, slaget fra bommen eller måske et hjertetilfælde, som har kostet nordsjællænderen livet.

- Dødsårsagen er ikke umiddelbart fastlagt, og det skal et ligsyn fastslå, siger vagtchef Palle Jørgensen.

Den ulykkesramte båd sejlede med tysk flag, men alle ombordværende var danskere.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik