18-årig fængslet for voldeligt overfald på gravid

En ung mand fra Algeriet er varetægtsfængslet i fire uger for voldeligt røveri mod en gravid.

Et voldeligt gaderøveri mod en gravid i syvende måned har tirsdag ved Retten på Frederiksberg fået varetægtsfængslet en 18-årig mand fra Algeriet i fire uger.

- Han nægter sig skyldig, men grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, da der er medgerningsmænd på fri fod, så jeg kan ikke oplyse mere om hans forklaring, siger anklager på Station City i København Ebbe Arentoft til Ritzau.

Op til fire personer menes at have forfulgt den 42-årige

gravide kvinde, da hun var på vej hjem med S-tog og bus 23. januar.

Overfaldet skete på Kærskiftevej i Valby, hvor det lykkedes røverne at tage kvindens taske indeholdende 30.000 kroner, som hun kort forinden havde hævet i banken.

Uagtet at kvinden var gravid, sparkede røverne hende i maven flere gange, og hun blev efterfølgende indlagt på hospitalet.

På grund af koordineringen er den 18-årige sigtet for at have begået røveriet sammen med tre andre.

- Han er sigtet for grov vold mod en

gravid kvinde og røveri i forening med tre andre og forudgående aftale, fortæller anklageren.

Den fængslede hævder selv at være 17 år, men politiet mener modsat, at han er 18 år og derfor gammel nok til en almindelige varetægtsfængsling.

- Vi har oplysninger om, at han er 18 år. Han siger selv, at han er 17 år. Men han er varetægtsfængslet, så dommeren mener, at han umiddelbart ikke skal anbringes i surrogat, siger Ebbe Arentoft.

De fire personer har været efterlyst af dansk politi siden overfaldet, der fandt sted 23. januar, og lørdag morgen blev to af mændene pågrebet på Malmø Centralstation.

De blev genkendt ud fra de billeder, som dansk politi har udsendt af dem, da svensk politi havde tilbageholdt dem for at stjæle en tegnebog.

Den sidste tilbageholdte i Sverige er ikke blevet udleveret på grund af sygdom.

- Den anden tilbageholdte i Sverige er indlagt, og det afhænger af hans tilstand om han kan udskrives og efterfølgende udleveres. Så vi afventer, slutter anklageren.

Både kvinden og det ufødte barn skulle i dag have det godt efter omstændighederne.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik