12 landmænd vil omlægge marker til skov

12 landmænd i Lorrys sendeområde har søgt om tilskud til at omlægge marker til skov.

I fremtiden bliver der efter alt at dømme endnu mere skov i Lorrys sendeområde.

Landmænd landet over har nemlig kunnet søge om tilskud fra det offentlige for at omlægge marker til skov. Og noget tyder på, at det har været populært. 381 landmænd landet over har søgt om tilskud - heraf 12 i Lorrys sendeområde. 

De 12 landmænd fordeler sig således, at syv af dem er i Gribskov Kommune, tre i Køge Kommune og en enkelt skov i både Stevns og Helsingør Kommune. 

Det er Landbrugsstyrelsen, der modtager og behandler ansøgningerne, og her glæder man sig over den store tilslutning til ordningen.

- Vi oplever stor interesse fra landmænd, der vil erstatte deres marker med skov. Vi hører ligeledes fra mange, der tidligere har fået støtte til at plante nye skove, og de fremhæver glæden ved at skabe mere natur, og samtidig løfte gårdens herlighedsværdi, siger enhedschef i Landbrugsstyrelsen Frank Josephsen Kargo i en pressemeddelelse.


Landbrugsstyrelsen skal nu til at kigge ansøgningerne igennem for at se, hvem der får støtte til at plante skove.

- Nu skal vi i gang med at se på ansøgningerne og her fordeler vi støtten, så den giver den største miljøgevinst for pengene. Det betyder blandt andet, at ny skov i områder, hvor kvælstofbelastningen er størst, bliver favoriseret, siger Frank Josephsen Kargo.

Hvis skovene er på under fem hektar er det ifølge Naturstyrelsen muligt for skovejeren at lukke for adgang for offentligheden. Fem hektar svarer til en størrelse på cirka syv fodboldbaner.

Ifølge Landsbrugsstyrelsen kommer klimaeffekten fra alle de nye skove i Danmark til at kunne mærkes.

Forventningen er, at de 381 nye skove i Danmark kan reducere udledningen af kvælstof med over 25 tons hvert år. 

Samtidig vil den reducerede udledning af kvælstof have en positiv effekt på lokale vandmiljø.

De nye skove bliver pålagt en såkaldt fredskovspligt efter skovloven. Det vil sige, at skoven aldrig må fjernes, og hvis ejeren af skoven ønsker at fælde et træ, skal der plantes nyt i stedet.

Tilskuddet til at rejse privat skov finansieres 100 procent af EU. Der er 70 millioner kroner i puljen i 2021.

Tidligere på året gav styrelsen tilskud til 420 nye skove, men nu er endnu flere altså på vej.

_

_


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik