Pårørende: Besparelser hos handicappede er umoralske

Der er ikke noget overskud at tage af, når Handicapbostedet Lindegården i Fredensborg skal spare 2,5 millioner. Pårørenderådet slår alarm.

22-årige Mette vil rulle alene ind i et rum og begynde at slå sig selv, fordi personalet får for travlt til at holde øje med hende. 38-årige Peter vil komme til at vente længere på at få skiftet sin ble. Og begge vil fremover bruge mere tid på at glo ud af vinduet, fordi der ikke er ressourcer til at tage dem på udflugt. Sådan lyder bekymringerne fra Ole Samsing og Anne Marie Hildebrandt fra pårørenderådet, som begge er forældre til beboere på Lindegården i Fredensborg.

Bostedet skal resten af året spare 2,5 millioner som deres del af de i alt 25 millioner, som Fredensborg Kommune skal spare på handicap- og psykiatriområdet. Politikerne kalder besparelserne »nødvendige«, mens Anne Marie Hildebrandt og Ole Samsing har et andet ordvalg:

- Det er umoralsk, uanstændigt og usympatisk at nedsætte levevilkårene for de svageste i samfundet, siger Ole Samsing til Frederiksborg Amts Avis.

Konsekvenserne af besparelserne er mange. De 2,5 millioner kroner svarer ifølge Ole Samsing til en hel måneds budget på Lindegården. Og deler man tallet mellem de 36 beboere, så får man en nedskæring på 70.000 kroner per borger.

Det vil for det første betyde, at der er mindre tid til den personlige pleje, som bostedets svært udviklingshæmmede beboere er afhængige af døgnet rundt.

- Det lader til, at Fredensborg Kommunes socialpolitiske mål er, at min søn Peter må blive længere i sin egen ble, siger Ole Samsing, som ikke kan se, hvordan det ellers dygtige personale skal formå at løbe hurtigere, end de allerede gør.

Hans Nissen, Soc. Dem., som er formand for social- og seniorudvalget, forstår de pårørendes bekymring, men tror, at institutionen vil finde en løsning, så der stadig er ordentlig service efter nedskæringerne.

-Det vil kunne mærkes, at der er færre hænder og så videre. Men det er ikke det samme som, at forholdene bliver utålelige. Der vil stadig være en ansvarlig og rimelig service på Lindegården. Vi vil fortsat være en kommune, som ligger over landsgennemsnittet på handicapområdet, og vi behandler vores borgere ordentligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik