Med bred opbakning fra 36 ud af 41 regionsrådsmedlemmer har Regionsrådet i går vedtaget budgettet for Region Sjælland i 2018. Det er både Venstre, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Socialistisk Folkeparti og Radikale Venstre, der står bag budgettet.
- Det gennemsyrer budgettet, at vi intensiverer indsatsen med at gøre patienten til partner. Borgerne skal opleve smidige, fleksible og individuelle behandlinger, siger regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) i en pressemeddelelse fra regionen.
Helt konkret vil Region Sjælland forsøge at sætte "patienten i centrum", blandt andet ved at starte en kampagne som skal sætte fokus på, at man som borger og patient har ret til at stille krav til og udfordre sundhedsvæsenet.
- Det kan for eksempel være en patient som udfordrer, om en indlæggelse er nødvendig, eller om et ambulant besøg måske kan afløses af et telefon- eller videomøde. Formålet er at sikre, at patienten får de tilbud, som vedkommende har behov for, hverken mere eller mindre, siger Jens Stenbæk.
I regionen er der også afsat 1,5 millioner kroner, som skal bruges på at udvikle nye arbejdsgange på de enkelte afdelinger på sygehusene. Desuden er der bred enighed i regionsrådet om, at der skal sættes fokus på øget vækst og flere arbejdspladser. Analyser viser, at produktiviteten i det sjællandske erhvervsliv er lavere end i resten af Danmark. Hvordan regionsrådet helt præcist vil forsøge at øge produktivitet, vil blive taget op i den kommende regionale vækst- og udviklingsstrategi.