Zoo stadig ramt af hackerproblemer

Zoologisk Have Købehavn har endnu ikke fået fikset deres it-problemer. Det skaber problemer for indehavere af årskort.

Zoologisk Have har stadig problemer med deres it-system. Foto: Zoologisk Have København

Zoologisk Have i København er stadig lammet af de it-problemer, som TV 2 Lorry omtalte for første gang i fredags. 

Derfor er havens medlemsside på hjemmesiden nu lukket helt ned, så brugere ikke kan få adgang til deres profil. 

- Det kan nemt tage en uge til 14 dage, før et nyt system er oppe at køre igen, forklaraer Jacob Munkholm Hoeck, der er presse- og kommunikationsansvarlig i Zoologisk Have København, til TV 2 Lorry. 

Læs også Hackerkaos med årskort: Zoo garanterede sikkerhed - men problemet er ikke løst

Privatperson kunne udtrække personlige oplysninger

Nedlukningen skete fredag, efter en privat softwareingeniør ved navn Søren Louv-Jensen kunne tilgå private oplysninger om årskortholdere i Zoologisk Have København.

Her kunne han “trække navn, billede, email, adresse, telefonnummer på alle med årskort, samt foretage ændringer (forlænge/opsige medlemsskab).”

Hacket skete ved hjælp af et simpelt softwareprogram, der tog 10-15 minutter at lave, har Søren Louv-Jensen tidligere fortalt til TV 2 Lorry.

Læs også Efter hacker-bøvl: Zoo lukker for særlig funktion

Han havde allerede torsdag gjort opmærksom på problemet, og her lød det fra dyreparken på Frederiksberg, at problemet var løst, men det var det altså ikke.

Jacob Munkholm Hoeck vil ikke kommentere, hvad it-problemet skyldes.

Skal man inden for en til to uger have fornyet eller opsagt sit årskort, kan man enten ringe til Zoologisk Have eller møde op på adressen på Frederiksberg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik