Her har de malet kunst i opgangen for at skabe fællesskab og tryghed

Kunstnere maler store, livlige malerier i opgangene på Lundtoftegade på Nørrebro. Målet er at øge trygheden i opgangene blandt beboerne.

I boligafdelingen AKB Lundtoftegade på Nørrebro i København har flere af beboerne givet udtryk for, at opgangene gør dem utrygge.

Derfor har bestyrelsen i AKB Lundtoftegade nu sat et kunstprojekt i gang, hvor kunstnere skal male én opgang i hver af de fire boligblokke, for at gøre dem mere trygge at færdes i for beboerne fremover.

- Det startede, fordi vi har trappeopgange helt op til 12. etage, og der var mange, der var utrygge. Vi forsøger at bruge kunsten til at skabe fællesskab, tryghed og tid til fordybelse, siger forpersonen for bestyrelsen, Søren-Emil Schlütt til TV 2 Lorry.

Helt konkret er der blevet valgt fem kunstnere til projektet, hvoraf den ene skal male boligafdelingens vaskeri. 

Beboerne har selv fået lov til at bestemme hvilken kunstner, de ville have til at male deres opgang.

(Artiklen fortsætter under billedet.)

Her set et af malerierne lavet af Kongstad Studio
Her set et af malerierne lavet af Kongstad Studio
Foto: Søren Emil Schütt / Bestyrelse, AKB Lundtoftegade

Ligesom hver kunstner selv har fået lov til at bestemme, hvad der skal males i opgangene, der oprindeligt skulle være malet hvide, fortæller Søren-Emil Schlütt.

- Der var to muligheder. Vi kunne male det hvidt, men det har det været i 50 år, så i stedet valgte vi at invitere kunsterne til at male det, siger han og fortsætter:

- Nogle var bekymrede for at det ville blive meget dyrere, men det var inden for samme budget, som med malerne. Og så var det ikke et problem.

(Artiklen fortsætter efter fakta boksen.)

De fem udvalgte kunstnere:

  1. Madelin Wilian
  2. Halfdan Pisket
  3. Kongstad Studio
  4. Nils Elvebakk Skalegård
  5. Kasper Oppen Samuelsen (skal male vaskeriet)

Kunst skal være for alle

Kunstnerne har været i gang i knap tre måneder nu, og Madelin Wilian er den sidste, der er gået i gang.

- Som kunstner vil jeg gerne være med til, at skabe glæde og optimisme i hverdagen, og tilbyde kunst til folk, der ikke ser det hver dag. Jeg kommer med det, som jeg synes vækker optimisme, fortæller hun til TV 2 Lorry.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Madelin Wilian er en af de fem udvalgte kunstnere, der skal gøre opgangene på Lundtoftegade mere livlige.
Madelin Wilian er en af de fem udvalgte kunstnere, der skal gøre opgangene på Lundtoftegade mere livlige.
Foto: Privatfoto / Madelin Wilian

AKB Lundtoftegade er et sted, hvor der bor mange forskellige mennesker med forskellige nationaliteter, aldre og baggrunde. Det ønsker Madelin Wilian at give udtryk for i hendes malerier.

- Jeg har i nogle år malet med kubistiske undertoner og abstraktioner, der gør, at man for eksempel ikke kan se, om det er en dansker eller en afrikaner, der er malet, siger hun.

Temaet for hendes malerier er sammenhæng. Hendes malerier skal lægge op til egen fortolkning for alle. Derfor har hun også malet dyr og små elementer, så alle kan relatere til malerierne.

- Det er mennesker, der sætter mening på malerierne, og derfor bruger jeg de her abstraktioner, forklarer hun og fortsætter:

- Det er spændende at komme ud til et sted og lave noget for dem, der bor der.

(Artiklen fortsætter efter billedet.)

Halfdan Pisket er også en af de fem udvalgte kunstnere. Her set et af hans malerier.
Halfdan Pisket er også en af de fem udvalgte kunstnere. Her set et af hans malerier.
Foto: Søren Emil Schütt / Bestyrelse, AKB Lundtoftegade

Lokale unge skal vise kunsten frem

Alle opgangene skal stå klar i starten af August, og Søren-Emil Schlütt oplyser, at de endnu ikke ved, om malerierne har den ønskede effekt.

Men mavefornemmelsen er god.

- Min opfattelse er, at modtagelsen af malerierne har været rigtig god, særligt fordi beboerne selv har haft en indflydelse på dem, siger han.

Beboerne spiller desuden en rolle i at vise kunsten frem. Bestyrelsen har nemlig uddannet deres lokale unge til at invitere resten af København indenfor og beskue opgangskunsten.

AKB Lundtoftegade har tidligere været på parallelsamfundslisten, men i dag er de på listen over forebyggelsesområder. De håber, at kunsten kan få flere til at tage en tur forbi og opleve hverdagen på Lundtoftegade fremover.

- Vi synes ikke selv vi bor et dårligt sted, men vi er også med på den stigmatisering, der kræver at vi inviterer folk ind, og viser vores hverdag frem, og det kan vi blandt andet gøre med kunsten som en generator, siger Søren-Emil Schlütt.

Man kan også i begrænset omfang opleve kunsten udefra. Da der er glaspartier, der gør det muligt at se malerierne fra jorden.

Derudover kan du klikke eller swipe dig igennem billeder fra de nye kunstprægede opgange lige her:


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik