Werkstatt er tysk og betyder værksted – og så er det også navnet på den nye indendørs spisehal, som madmekkaet Reffen i København i år lancerer.
Normalt lukkes det populære samlingssted for streetfood ned for vinteren, men i år bliver det anderledes.
Reffen lukkes nemlig slet ikke ned denne vinter, hvor sæsonen i stedet forlænges med åbningen af den nye indendørs spisehal Werkstatt.
Spisehal på 1.000 kvadratmeter
De nye lokaler er, som navnet indikerer, en gammel værkstedshal, der som så mange andre bygninger på Refshaleøen er bevaringsværdige. De 1.000 kvadratmeter indendørs leder tankerne til det hedengangne street food-epicenter Copenhagen Street Food på Papirøen, som drejede nøglen om i slutningen af 2017 og efterfølgende rykkede udendørs på Refshaleøen, hvor det findes i dag.
”Werkstatt symboliserer den industrielle fortid, det rå, ærlige udtryk fra Refshaleøen og giver dermed jer et nyt åndehul fra byen, hvor I kan glemme hverdagens stress og jag”, lyder beskrivelsen fra Reffen selv.
På grund af corona-restriktioner skal man booke bord i spisehallen Werstatt, hvis man vil nyde street food indendørs på Refshaleøen gennem efterår og vinter.
Foruden at fungere som spisehal, vil der også være både musik, spil, events og kultur under taget på den gamle værkstedshal, lyder det.
Fortsat vinterlukning udendørs
Det nye indendørs spisehal er allerede åben for gæster.
Udendørsmarkedet på Reffen har åbent alle ugens dagen frem til den 4. oktober. Fra den 5. oktober til og med den 25. oktober har madboderne udendørs kun åbent fra fredag til søndag.
De nye indendørs faciliteter cementerer Reffens status som det største samlingssted i norden for street food.