Se ikke skelethesten i øjnene: Varm op til Halloween med uhyggelige danske væsener

Nationalmuseet varmer op til allehelgensaften med uhyggelig aktivitet for børn i alle aldre. Museumsinspektøren mener, det er vigtigt at fremhæve uhyrer fra dansk folketro.

Halloween er for mange forbundet med amerikanske traditioner. 

Men har du egentligt styr på de væmmelige væsener og monstre fra den danske folketro? 

Selvom man måske ikke skulle tro det, så er den danske historie fuld af sagnomspundne figurer, der gennem tiden har skræmt livet af både børn og voksne.

Det gælder blandt andet Åmanden, Lygtemanden, Gravsoen og Helhesten for blot at nævne et par stykker. 

Dem har du netop nu mulighed for at blive klogere på. 

Gennem hele efterårsferien  lægger Nationalmuseet nemlig i kakkelovnen til en usædvanligt uhyggelig allehelgensaften. 

- Da vi får mere underholdning og kultur fra andre lande, glemmer vi måske at vende blikket tilbage og dyrke nogle elementer fra vores egen fortid, siger museumsinspektør Mette Byriel-Thygesen til TV 2 Lorry.

Netop derfor ønsker Nationalmusset at sætte fokus på, at man kan varme op til den amerikanske højtid med de danske væsener. 

- Vi har en figur som Åmanden, som levede nede i vandløb og åer. Der brugte man ham til skræk og advarsel for børnene, så de ikke turde nærme sig vandet. For hvis man kom for tæt på, kunne det være, man røg ned til Åmanden og aldrig nogensinde kom op igen, siger hun. 

Nedenfor har vi samlet tre uhyggelige og sagnomspunden personligheder, du kan blive klogere på.  

Åmanden, Helhesten og de andre uhyggelige væsener på Nationalmuseet

1

Helhesten

Helhesten holder ifølge historien til ved flere kirkegårde, blandt Sct. Olai Kirken i Helsingør.

Man mente, at hesten var blevet levende begravet, da kirken blev bygget, og at genfærdet holdt sig til stedet for at kunne vise sig for folk, der snart skulle dø.

- Helhesten er en skelethest og et virkelig uhyggeligt væsen, fordi den kun har tre ben og nogle ildrøde øjne. Hvis man ser den i øjnene, så er det, at døden kan komme forbi ens vej, så det skal man for alt i verden undgå, siger Mette Byriel-Thygesen.

Den første omtale af en helhest stammer fra 1673.

2

Åmanden

Åmanden lever i dybe søer og åer og i fossende elve, hvor han har magt over vandets livgivende og mørke kræfter.

Det er Åmanden, som sørger for, at søen er fuld af fisk. Det er ham, der bestemmer, om der er bid på krogen.

Som betaling for det liv, han giver til søen, kræver Åmanden et menneske som offer en gang om året.

Mange drukneulykker er ifølge historien derfor Åmandens skyld. Hvis en båd kæntrer på søen, kan Åmanden hurtigt gribe de stakkels mennesker om anklerne og trække dem ned i dybet til sig.

Som en slags blomster på graven, kan der være hvide åkander på overfladen af søen. De kaldes også nøkkeroser og har rødder på søens bund i Åmandens have.

3

Lygtemanden

Lygtemanden er en ondsindet lille mand, der flakker rundt fra skumring til daggry i nærheden af moser og sumpede områder.

Ofte er lygtemandens lys det eneste, man kan se. Lyset skal lede mennesker væk fra vejene og ud i mosen for at drukne.

Det siges, at der er begravet en guldskat der, hvor lygtemanden lyser. Skatten stammer efter sigende fra de mange druknede, som lygtemanden har lokket ud i mosen.

Man kan dog også bruge lygtemanden til sin fordel. Hvis man efterlader et par mønter på en hegnspæl i vejkanten, vil han lyse vej for dig gennem mørket. Han kan nemlig ikke modstå pengene og er dermed tvunget til at hjælpe.

Kilder: Nationalmuseet, Dansk Historisk Fællesråd og troldfolk.dk


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik