Ruterne til WorldPride er forsinkede

Ruterne til lørdagens WorldPride-parade lader vente på sig. Det er blandt andet vejarbejde og politiet, der spænder ben for en offentliggørelse torsdag.

Lørdag går det løs med WorldPride-paraden.

Paraden består af seks mindre parader, der alle ender samme sted. 

Men oplysningen om, hvor paraderne kan opleves lader vente på sig.

Offentliggørelsen af ruterne er nemlig forsinket, og vil først blive offentliggjort i morgen tidlig klokken 8.00, oplyser Steve Taylor, der er kommunikationschef for WorldPride.

Ifølge ham er der flere årsager til, at ruterne lader vente på sig.

- På en af ruterne er der noget vejarbejde, som giver lidt forsinkelse. Men beslutningen om først at offentliggøre ruterne er politiets beslutning, så vi må først offentliggøre det i morgen, siger Steve Taylor til TV 2 Lorry.

Ifølge TV 2 Lorrys oplysninger, vil Fælledparken danne hovedrammen om afslutningsceremonien, der markerer afslutningen på Københavns og Malmøs værtskab for WorldPride 2021.

De seks parader vil starte på forskellige tidspunkter mellem klokken 15.00 og 16.00, så de ankommer til Fælledparken i grupper af tre.

Deltagere er varskoet 

Ruterne skulle i første omgang være offentliggjort i løbet af i dag,  torsdag, og det ærgrer Steve Taylor, at de nu må vente, men han mener samtidig ikke, at det er problematisk for pridens deltagere.

- Vi foretrækker selvfølgelig at få det offentliggjort i dag, men paraden er fuldt booket, så folk kan ikke bare deltage som normalt. Og dem, der skal deltage, er blevet informeret om, hvor de skal være, og butikslivet er også informeret, forklarer han. 

I hver march går 1000-1500 personer, så det er seks små parader.

Du kan se, hvor de præcise ruter kommer til at være på vores hjemmeside fra i morgen fredag klokken 8.00.