Restaurant politianmeldes efter ulækker afsløring

Fødevarestyrelsen skrider til politianmeldelse over for kendt københavnsk restaurant.

Arkivfoto. Foto: Bax Lindhardt/Ritzau Scanpix

“Et oplagt sted til en pause midt i en shoppedag eller en hyggelig middag med venner og familie.”

Sådan lyder Restaurant Novas beskrivelse af sig selv på restaurantens egen hjemmeside.

Men nu viser det sig, at restauranten, der især er kendt for at tiltrække mange turister, har problemer med hygiejnen.

Læs også Kendt restaurantkæde får sur smiley og bøde – nu er køkkenchefen fyret

Der blev nemlig fundet snavs i flere forskellige afskygninger, da Fødevarestyrelsen var på kontrolbesøg på Restaurant Nova i det indre København i starten af februar.

Som konsekvens kvitterede Fødevarestyrelsen med en sur smiley og en politianmeldelse.

”Isterningmaskine på lager fremstår med tykke ansamlinger af kalk og snavs på lameller, der kommer i direkte kontakt med isterninger. I isterningmaskine i bar ses ansamlinger af snavs i toppen,” står der i kontrolrapporten.

Beskidt sodavandsmaskine

Men kritikken stopper ikke her. 

”Opvaskemaskine fremstår med tykke, røde ansamlinger af snavs på vaskearm. Dysser til postmix (sodavandsmaskine, red.) fremstår med sorte ansamlinger af snavs. I bunden af køleenhed med skuffer ses ansamlinger af snavs. Virksomheden havde følgende bemærkninger: Det får vi gjort bedre rent. Der er taget billeder af forholdene,” står der yderligere i kontrolrapporten.

Artiklen fortsætter under billedet.

Restaurant Nova ligger på hjørnet af Skindergade og Fiolstræde i København K. Foto: Google Street View

Også restaurantens fødevarehåndtering fik et par hårde ord med på vejen. 

Fødevarestyrelsen måtte således indskærpe over for Restaurant Nova, at deres fødevarer skal optøs på en måde, som ikke medfører sundhedsfare i form af sygdomsfremkaldende mikroorganismer eller dannelse af giftstoffer i fødevarerne.

Læs også Kendt burgerrestaurant løj om oksekød og havde kakerlakker

”På køkkenbordet står der cirka fem kilo fersk kylling til optøning nær komfuret. Dette har ifølge medarbejder stået der siden i morges. Kyllingen blev med kalibreret indstikstermometer målt til mellem 12 grader og 17,1 grader,” lyder begrundelsen for indskærpelsen, som medfører et gebyrbelagt, opfølgende kontrolbesøg fra Fødeavrestyrelsen.

TV 2 Lorry har rettet henvendelse til Restaurant Nova. Men restauranten er ikke vendt tilbage med en kommentar.

Læs også Skandaleombrust spisested afsløret i grotesk burger-fup

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik