Politikere kommenterer borgmesters exit: "Rigtigt at gå"

Foreløbig er der dyb tavshed i Venstre over Cecilia Lonning-Skovgaards beslutning - andre mener, at hun har fået et vink med en vognstang.

Klokken 19 tirsdag aften blev presset for hårdt for Venstres beskæftigelses- og integrationsborgmester, Cecilia Lonning-Skovgaard.

Efter ugers hård kritik af hende og hendes ledelse af forvaltningens medarbejdere, valgte hun at trække sig og annoncerede sin beslutning på Facebook.

Den nu forhenværende borgmester har fået hård kritik for det arbejdsmiljø, hun har skabt i forvaltningen, og så sent som mandag kom det frem, at mange medarbejdere følte sig krænket.

Men Lonning-Skovgaard selv peger på negativ presse, når hun skal forklare, at hun går af og hvorfor:

- Det gør jeg, da de mange negative pressehistorier i de seneste måneder skygger for partiet og for muligheden for at føre borgerlig-liberal politik i København. Det ønsker jeg ikke, skriver hun på Facebook.

Men spørger man  Dansk Folkepartis medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget, Finn Rudaizky, så er der andre forklaringer.

- Mit gæt vil være, at hun måske har fået et vink med en vognstang. Og når det så er sagt, så er det måske meget godt for hende selv som person. Jeg vil gætte på, at hun har vurderet det som en svær opgave at få rettet op i forhold til medarbejderne, i forhold til fagforeningerne og i forhold til partiet siger han.

Han understreger dog, at det i sidste ende er Cecilia Lonning-Skovgaard selv, der har truffet beslutningen om at gå af. 

- Jeg ved det jo ikke, men hun har nok også snakket med sin familie og så vurderet, at det ikke var det værd. Set ud fra det personlige, så er det den rigtige beslutning, hun har truffet, mener DF-politikeren.

Et menneske ligesom alle andre

Den konservative gruppeformand Helle Bonnesen, som også sidder i Beskæftigelses- og Integrationsudvalget understreger, at hun ser borgmesterens afgang som et internt Venstre-anliggende, som partiet nu skal finde ud af.

Alligevel lægger hun heller ikke skjul på, at den sidste tid må have været svær for Lonning-Skovgaard.

- Hun er et menneske lige som alle andre, siger hun.

Tilbage står nu, at borgmesteren er gået og efterlader sig en stor gruppe medarbejdere, som har givet udtryk for, at de er ramt af dårligt arbejdsmiljø og dårlig ledelse. Og arbejdet med at nå frem til bedre forhold fortsætter.

- Det er da klart, at det bliver et anderledes forløb, når hun har haft så central en rolle. Omstændighederne bliver anderledes, siger hun.

En trist og svær sag

I SF kalder medlem af Beskæftigelses- og Integrationsudvalget Harun Demirtas sagen for trist og svær.

- Nu håber jeg, at medarbejderne kan få en frisk start. Beskæftigelses- og Integrationsområdet er alt for vigtigt til at stå i skyggen af sådan en personsag. Der er brug for vigtige og gode beslutninger på de to områder, og derfor er der brug for medarbejdere, som kan se sig selv i det. Der er stadig brug for en arbejdsmiljøproces og medarbejderundersøgelserne skal fortsætte, mener han.

Cecilia Lonning-Skovgaard ønsker ifølge en presserådgiver tirsdag aften ikke at lade sig interviewe om sagen, og det har ikke været muligt at få en kommentar fra Venstres formand i København.




 









Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik