Politiet fastslår: Servet var en uskyldig dreng, der blev dræbt ved en fejl

Der er nye spor i drabssagen på den 16-årige Servet Abdija, som nu fjerner al mistanke om dræbtes relationer til bandemiljøet. Flugtbilen er fundet, og politiet appellerer nu til borgere, der vil have lettet hjertet, så gerningsmændene kan blive fundet.

Selvom det er over tre år siden, at Servet Abdija med seks skud blev likvideret foran sin opgang, er drabet fortsat uopklaret. Men nye spor og en fastslået afvisning om kriminelle relationer giver fornyet håb i efterforskningen.

- Vi kan nu sige, meget skråsikkert, at Servet var på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Jeg vil gætte på at han er den 16-årige dreng, der er mest endevendt af politiet, vi har undersøgt ham fra alle vinkler, og der er intet der tyder på, at han havde nogle kriminelle relationer, ikke engang den mindste fascination af det kriminelle miljø, fortæller vicepolitiinspektør og leder af afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi, Bjarke Dalsgaard til TV 2 Lorry.

Der har været mange vidner, som er kommet med forskellige opfattelser af, hvad der lå bag drabet.

Også i offentligheden har der været spekulationer om motivet for drabet, da det fandt sted under den daværende bandekonflikt. Men politiet melder i dag ud, at Servet Abdija var en helt almindelig dreng, som på tragisk vis blev forvekslet med et bandemedlem, som skulle likvideres.

Bjarke Dalsgaard, Vicepolitiinspektør og leder af afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi
Bjarke Dalsgaard, Vicepolitiinspektør og leder af afdeling for personfarlig kriminalitet i Københavns Politi
Foto: Stine Tidsvilde/TV 2 Lorry

Den nu opløste gruppering LTF - også kendt som Loyal to Familia - var den ene af de stridende parter i den daværende bandekonflikt, og efterforskningen peger nu mod grupperingen.

- Der er folk, der går med en viden fra dengang, som har naget i årevis, som kan være ude af miljøet eller tilhører en anden gruppering. Så det - som de kalder loyalitet og ære i forhold til at holde tand for tungen - det kan have ændret sig, så der er nye grunde til ikke at være loyal mere, siger Bjarke Dalsgaard til TV2 Lorry.

Videoovervågning fra den 16. oktober 2017 klokken 16.08 på Tagensbo Skole i Københavns Nordvest kvarter - under fem timer før, at Servet Abdija blev dræbt foran sin bopæl på Ragnhildsgade på grænsen mellem Nørrebro og Østerbro.

Flugtbilen fundet

En borger, uden nogen relation til drabet eller anden kriminalitet, var i besiddelse af en sort Audi A6 som er blevet lokaliseret. Det er et væsentligt nyt spor, da køretøjet er intakt, så der er mulighed for en grundig undersøgelse i jagten på spor.

- Vi har fundet det gerningskøretøj, der blev benyttet af de fire gerningsmænd, som begik drabet. Det er en vigtig udvikling, og det kan blive et gennembrud i sagen, fortæller Bjarke Dalsgaard.

Flugtbil2
Foto: Københavns Politi

Københavns Politi ønsker at tale med alle, der ligger inde med viden om sagen. Det gælder også vidner, som allerede har talt med politiet, hvis de nye oplysninger giver anledning til tilføjelser eller ændringer til deres forklaringer.

- Jeg vil gerne appellere til, at alle, der ved noget om drabet på Servet Abdija, kontakter os. Jeg er sikker på, at nogen går rundt derude med en stor knude i maven over, at en uskyldig dreng blev slået ihjel på den måde lige neden for sin hoveddør, mens hans mor kunne høre det. Så hvis man vil have lettet hjertet og komme videre med livet, så er det nu, man skal gå til politiet med sin viden, skriver Bjarke Dalsgaard i en pressemeddelelse her til morgen, og tilføjer til TV2 Lorry.

- Jeg håber, at man i dén grad får undertrykt den magelighed og frygt, der kunne have været, og kommer til os og fortæller, det man ved. Der går helt sikkert nogle rundt fra miljøet, som ved, hvem gerningsmændene er.

Oversigtskort
Foto: Københavns Politi

De tre mistænkte gerningsmænd var mørkklædte og maskede og blev beskrevet som:

A: Mand, yngre – intet nærmere om alder, almindelig eller robust af bygning (havde løst tøj på, så han om muligt synede større end han reelt er), iført sort/mørkt tøj, samt en brun løstsiddende træningsjakke, halsedisse trukket op til lige under øjnene, og hue trukket ned til lige over øjnene.

B: Mand, yngre – intet nærmere om alder, mørk/sort i huden, (afrikansk oprindelse), spinkel eller almindelig af bygning, iført sort stramt tøj, halsedisse trukket trukket op til lige under øjnene, og hue trukket ned til lige over øjnene.

C: Mand, yngre – intet nærmere om alder, iført mørkt/sort tøj, mørke joggingbukser med hvid stribe ned langs siden af benet.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik