Nu sker der endelig noget med Københavns stort set færdige busterminal

Den nye fjernbusterminal i København, der står så godt som færdigbygget, har været forsinket på grund af et manglende trafikstyresystem. Nu er der opløftende nyt.

Der er nok mange busrejsende, der glæder sig til at vinke farvel til de kaotiske forhold ved stoppestedet omkring DGI Byen ved Ingerslevsgade og sige pænt goddag til en topmoderne fjernbusterminal.

For buspendlerne, de har i den grad ventet tålmodigt.

Vejdirektoratet og Københavns Kommune, de primære kræfter bag den nye terminal ved Dybbølsbro, har nemlig været ude med flere dårlige nyheder om forsinkelser og udskydelser.

Seneste melding fik vi i foråret, hvor den forventede ibrugtagelse af den ellers stort set færdigbyggede busterminal blev udskudt yderligere, denne gang med et helt år til forsommeren 2024 på grund af et manglende såkaldt intelligent trafikstyresystem.

Men nu er der endelig godt nyt til pendlere, chauffører og trafikselskaber: en leverandør af trafikstyresystemet er endelig fundet, og projektet skrider fremad.

Det fremgår af et notat til Økonomiudvalget i Københavns Kommune.

Busselskaber vil bruge terminal uden styresystem

Netop trafikstyresystemet - i fagsprog ITS (intelligent transportsystem) – har været en større knast for Vejdirektoratet, der bygger den meget imødesete fjernbusterminal.

Hele tre udbudsrunder skulle der til, før man fandt en leverandør af systemet, der skal sørge for trafikstyring og passagerinformation.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Københavns Busterminal

  • Den centrale busterminal anlægges ved Dybbølsbro og samler de mange fjernbusser, der hver dag kører ind og ud af København.

  • Her skal den betjene de de cirka 1,4 millioner årlige fjernbuspassagerer.

  • Projektet er efter budgetskred nu oppe på en pris på 146 millioner kroner - og står nu til at blive 15,1 millioner kroner dyrere.

  • Staten bidrager med 20 millioner kroner, mens Københavns Kommunes andel er 126 millioner kroner - indtil videre.

  • Københavns Busterminal blev vedtaget i 2020 og skulle efter første udbudsrunde stå klar i foråret 2023. Dette blev siden til sommeren 2023, indtil ITS-forsinkelsen skød tidslinjen, så ibrugtagelse nu er forsommeren 2024.

  • Her skal terminalen på et hverdagsdøgn kunne servicere cirka 195 busser.

  • Der anlægges 15 busholdepladser, hvoraf 12 er til 15-meter busser og tre er til 18-meter busser.

  • Hertil etableres taxaholdepladser, Kys & Kør-zone og op til 200 cykelparkeringspladser.

  • Der etableres elevator til Dybbølsbro samt handicapparkeringspladser.

  • Der opsættes tydelig wayfinding og trafikinformation på terminalområdet

  • Ved terminalbygningen bliver der ventefaciliteter, toilet og mulighed for en kiosk.

Alt imens er selve anlægsfasen af terminalen nu så fremskreden, at den del afsluttes i denne måned. Alligevel skal busserne i næsten et helt år fortsætte med at køre mod Ingerslevsgades tumultariske kantstensstoppested.

Det har tidligere affødt kritik fra Dansk PersonTransport, der er en brancheforening for bus- og taxivognmænd i Danmark.

Sektorchef Lasse Repsholt har tidligere over for TV 2 Kosmopol givet udtryk for, at busselskaberne hellere vil anvende den nye terminal selv uden et trafikstyresystem, end at fortsætte med at køre til og fra Ingerslevsgade ved DGI Byen.

- Vi var jo enige om, at det skulle være state-of-the-art, så styresystemet er en central del af busterminalen. Men omvendt er der tale om et år, hvor vi godt kan operere uden (styresystemet, red.) og vil kunne levere en meget bedre service til passagererne end den ved Ingerslevsgade. Og det er det, vi gerne vil have dialog om, sagde Lasse Repsholt fra Dansk PersonTransport til TV 2 Kosmopol i marts måned.

Dengang – som nu – var meldingen fra Vejdirektoratet og Københavns Kommune dog, at det ud fra en økonomisk betragtning er mere hensigtsmæssigt at vente med ibrugtagelsen af terminalen, indtil trafikstyresystemet er blevet leveret.

(Artiklen fortsætter efter videoen.)

Den længe ventede fjernbusterminal i København står klar til brug i forsommeren 2024.

Budget kørt af sporet

Københavns Busterminal var oprindeligt budgetteret til at koste 80,2 millioner kroner.

Terminalen blev vedtaget i en finansieringsmodel, hvor 20 millioner kroner fra staten, og 60,2 millioner kroner kom fra Københavns Kommune. Ydermere skulle 20 millioner kroner indhentes over en årrække via forhøjet brugerbetaling fra busoperatørerne.

Det budget viste sig dog ikke at holde.

I forbindelse med udbudsrunder i 2022 viste det sig, at der var behov for at revidere budgettet, skrev TV 2 Kosmopol dengang.

I juni 2022 blev en ekstrabevilling på 29 millioner kroner godkendt i Københavns Borgerrepræsentation, og her hed det sig, at busterminalen nu var budgetteret til at koste 146 millioner kroner.

Finansieringsmodellen blev præsenteret som 20 millioner kroner fra staten og 126 millioner kroner fra Københavns Kommune, hvoraf 86 millioner kroner indhentes over 15 år via brugerbetaling fra busoperatørerne.

I et notat til Økonomiudvalget oplyser Københavns Kommune, at den yderligere forsinkelse på trafikstyresystemet på busterminalen resulterer i et bevillingsbehov på yderligere 15,1 millioner kroner, som skal vedtages politisk.

Det betyder, at fjernbusterminalen i så fald står til at nå en pris på lidt over 161 millioner kroner.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik