Kollegieliv på pause: Halvdelen af beboerne har forladt Østerbro-kollegium

På Egmont Kollegiet i København er halvdelen af beboerne flyttet ud for at mindske risikoen for smittespredning. Det ellers så glade kollegieliv er virusramt.

Egmont H. Petersens Kollegium på Østerbro i København summer normalt af liv. Men som mange andre steder har corona-epidemien også her vendt alting på hovedet.

Lige nu står halvdelen af de 492 værelser tomme. Kollegiet har anbefalet alle, som har muligheden at tage et andet sted hen at bo. For de 248 beboere, som stadig er tilbage, er det vanlige kollegieliv med køkkenfester og masser af socialt samvær lige nu langt væk.

quote Det blev hurtigt klart, at situationen er alvorlig, og vi skal holde afstand. Man føler sig fanget.

Simone Ting Mortensen, jurastuderende

En af de tilbageværende er 24-årige jurastuderende Simone Ting Mortensen. På hendes gang med 23 værelser bor der lige nu bare 13 beboere.

- I starten af nedlukningsperioden tænkte mange, at det ville blive nogle hyggelige uger, lidt ligesom i sommerferien. Men så gik virkeligheden op for folk. Det blev hurtigt klart, at situationen er alvorlig, og vi skal holde afstand. Man føler sig fanget, siger hun.

Ingen besøg på andre gange

Hverdagen på kollegiet ser lige nu markant anderledes ud end normalt. Kollegiet har efter dialog med Sundhedsstyrelsen lukket fællesrum og indført en række restriktioner, som beboerne skal overholde.

For eksempel må man ikke besøge de andre værelsesgange eller opholde sig mere end fire personer i fælleskøkkenet ad gangen.

- Det påvirker humøret, at man er begrænset i sin hverdag. Jeg er heldig, at jeg kan arbejde hjemmefra, så jeg har noget at bruge tiden på, siger Simone Ting Mortensen, der ved siden af jurastudiet passer et fritidsjob i et forsikringsselskab.

Simone Ting Mortensen bor med sin kæreste i et dobbeltværelse på kollegiet og har derfor hele 27 kvadratmeter at boltre sig på. Enkeltværelserne er bare 11 kvadratmeter, så det kan hurtigt blive en smule trangt at sidde isoleret på værelset.

Simone Ting Mortensen bor på et dobbeltværelse med sin kæreste, og de deler sammen 27 kvadratmeter.
Simone Ting Mortensen bor på et dobbeltværelse med sin kæreste, og de deler sammen 27 kvadratmeter.

I karantæne på 11 kvadratmeter

Simone Ting Mortensen fortæller, at der har været mindst ét tilfælde af corona-virus på kollegiet, og flere beboere har været i karantæne på grund af mistanke om smitte.

Når en beboer på kollegiet kommer i karantæne, skal han eller hun blive på sit værelse. Der bliver sat en seddel på døren med påskriften ”karantæne”, og man får udleveret en stor pose til skrald. Andre beboere på gangen kommer så med mad, som de stiller foran døren, serveret på engangsservice.

Kollegianerrådsformand Karl Emil Larsen fortæller, at man på Egmont Kollegiet var hurtigt ude med at indføre restriktioner på grund af smittefaren, og at beboerne har taget det pænt.

- Det virker til, at folk er gode til at arbejde sammen, forstår reglerne og overholder alle retningslinjerne. Man mødes ikke lige med dem fra nabogangen. Og de køkkenfester, som Egmont ellers er kendt for, er aflyst, siger han og fortsætter:

- Vi bor jo meget tættere her, end man gør i et almindeligt hjem. Så det har ramt vores hverdag hårdt. Men vi er meget forstående over for nødvendigheden af disse tiltag.

Han fortæller, at andre kollegier har henvendt sig for at høre mere om, hvordan man på Egmont Kollegiet griber denne helt uvante situation an.

- Det er ikke så meget os selv, vi skal tage hensyn til, men mere samfundets ældre og personer i risikogruppen. Så det primære formål er at isolere os selv så vidt muligt og i givet fald holde det inden for kollegiet, siger Karl Emil Larsen.

Madklubben overlever

På trods af den ekstraordinære situation forsøger Simone Ting Mortensen og hendes venner på gangen at vedligeholde nogle af de faste kollegietraditioner. De holder liv i deres daglige madklub, dog med nogle afgørende forskelle.

- Vi har fortsat vores madklub for at bevare lidt af den normale hverdag. Men nu foregår det på den måde, at en person laver mad, som så bliver serveret til grupper á fire personer. En gruppe sidder i køkkenet, og så sidder der en gruppe i hver ende af vores gang, fortæller hun.

Selvom corona-epidemien fylder meget i hverdagen og bevidstheden, synes hun, det er vigtigt også at tænke på andre ting.

- Vi prøver at minde hinanden om også at snakke om andre ting. Det har sat en stopper for vores alles hverdag. Så det fylder meget. Vi prøver at snakke om andet, for eller bliver man skør.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik