Nattelivet i København har både før og under corona-krisen tiltrukket sig uheldig opmærksomhed med larm og skrald i festplagede områder af byen.
Særligt sommeren over har grønne områder og havnen været ramt af fester, støj og møg – til stor gene for naboerne.
Men fra næste år vil kommunen få et nyt redskab til at tage kampen op mod larm og skrald.
Tirsdag aften faldt der en ny politiaftale på plads mellem regeringen og samtlige af folketingets partier på nær Venstre, Alternativet og Liberal Alliance, og aftalen giver kommunen lov at oprette et ordenskorps af kommunale ’tryghedsvagter’.
Helt konkret skal de hjælpe politiet med at håndhæve regler, der forbyder affald og larm i parker og byrum.
Københavns overborgmester Lars Weiss (S) hilser den nye mulighed velkommen. Men han påpeger, at det er helt afgørende, at de kommunale medarbejdere får lov at udskrive afgifter til dem, der overtræder ordensreglerne-
- Jeg glad for, at regeringen har lyttet til vores ønske om at kommunale medarbejdere kan bistå politiet med at holde orden. Men det giver kun rigtig mening, hvis medarbejderne også får mulighed for at stikke en afgift ud til dem, der larmer og sviner, siger overborgmester Lars Weiss i en pressemeddelelse.
Vagter skal være godkendt af kommunen
I dag er det kun politiet, der kan håndhæve ordensreglementet og udskrive bøder. De nye beføjelser bør ifølge overborgmesteren være på linje med kommunens parkeringsvagter, som i dag kan udskrive p-afgifter ved ulovlig parkering.
Lars Weiss håber, at risikoen for at få en kommunal bøde vil have en præventiv virkning på de værste festaber og svinemikler, og ad den vej lægge en dæmper på festen.
Et kommende ordenskorps glæder også Venstres leder i København, beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard:
- Venstre har siden 2017 kæmpet for et kommunalt ordenskorps, der kan sikre mere ro og orden. Så jeg ser det som en stor sejr for københavnernes ve og vel, at det nu er lykkedes, siger Cecilia Lonning-Skovgaard i pressemeddelelsen.
Det fremgår af politiaftalen, at kommunen skal bruge godkendte kommunalt ansatte vagter, og at der skal etableres det nødvendige lovgrundlag. De to borgmestre satser på at få vagtordningen på plads til næste sommer.
Den nødvendige finansiering vil de sikre til foråret, når politikerne skal forhandle om kommunens såkaldte overførselssag.