Kære griske læge Hvad vigtigst for dig - dit lægeløfte eller penge?

I sidste uge var jeg nødt til at bestille en tid hos min praktiserende læge her i København. Det er sådan et moderne lægehus, hvor man aldrig kommer på fornavn med doktoren, for det er altid en ny, man kommer ind til.

Som 38-årig kvinde i nogenlunde tilforladelig helbredstilstand, er mit lægehus ikke et sted jeg jævnligt frekventerer.

Men denne torsdag havde jeg noget så usædvanligt som ondt to steder. Jeg havde både ørepine – sikke et dejligt, gammelt dansk ord - og så havde jeg helt hysterisk ondt i min ene fod.

Nødtvunget måtte jeg altså melde mig syg på mit arbejde og da klokken slog otte havde jeg allerede tastet lægehusets nummer ind, men blev mødt af en venlig herrestemme, der fortalte mig, at der allerede var for mange i kø, og at jeg skulle forsøge at ringe senere! Altså!

Som det modne og moderne menneske jeg er, valgte jeg at kamp-ringe til nummeret i håb om at få en plads i køen, og efter fire opkald lykkedes det. Nu var jeg nummer ni i køen. Sejr!

Efter små tyve minutter kom jeg igennem til en effektiv og hastigt talende damestemme.

Jeg indledte med at fortælle om min ørepine. Jeg havde netop fejret 1-uges-jubilæum med den, og den var blevet forværret med en meget ubehagelig forvrængning af lyde og mere SMERTE!

- Det skal vi da have set på, sagde den flinke dame, kan du komme kl. 9.50?

Om? Selvfølgelig kunne jeg da det. I damens hast nåede jeg ikke at fortælle om min murrende fod, men det måtte jeg jo så bringe på banen inde hos lægen, tænkte jeg.

Øj, hvor blev jeg klogere!

Humpende tog jeg plads på den anviste stol og kiggede på den rare (troede jeg) doktor.

- Det var noget med øret, sagde hun og kiggede på mig med et professionelt smil.

- Ja, men jeg har også helt eventyrligt ondt i foden, jeg nåede bare ikke at sige begge ting til damen i telefon, skyndte jeg mig at sige.

Og lige dér blev det professionelle smil forvandlet til en tynd streg.

Og jeg fik et glasklart flashback til min mors læber, da jeg som 18-årig, stod hjemme i min forældres stue og måtte tilstå, at jeg ikke bare havde ridset deres HELT nye bil, men faktisk havde jeg skrabet malingen af hele højre side og trykket den ind.

Hverken lægens eller min mors sammenpressede læber udstrålede - en ellers tiltrængt - forståelse og næstekærlighed.

- Vi behandler kun et problem per tidsbestilling! Så må du vælge. Skal jeg kigge på øret eller foden? Hvad gør mest ondt? spurgte lægen mig.

- Det kommer an på, om jeg sidder ned eller står op. Sidder jeg ned, er det klart øret. Står jeg op er det foden, forklarede jeg nærmest skamfuld.

Det svar kunne min praktiserende læge ikke bruge til noget, så hun fortsatte.

- Hvilken smerte har du haft i længst tid?

- Det er øret. Det har gjort ondt i en uge. Foden føles godt nok, som om den er blevet dolket, men det har kun stået på i to dage.

Og dermed blev det øret, lægen kastede sit professionelle blik på.

Dommen lød på væske i mellemøret, men at jeg skulle se det an i uge. Og ellers skulle jeg kontakte en øre-næse-hals-læge.

Så efter seks minutter og med mere eller mindre uforrettet sag, humpede jeg ud igen med en mærkelig fornemmelse af at være en ubetydelig, men nyttig brik i en pengemaskine.

Lige der savende jeg virkelig min barndoms familielæge, Doktor Friis, som altid havde god tid.

Jeg er godt klar over, at de praktiserende læger skal have mange mennesker igennem konsultationen hver dag og at tiderne skal holdes.

Og jeg kan da også godt regne ud, at lægerne kun kan sende én regning til staten for mit ene besøg og ikke mine to problemer, hvis altså lægen havde forbarmet sig og hjulpet mig med dem begge.

Men krydser man ikke grænsen her? Grænsen mellem medmenneskelighed og udnyttelse?

Må man ifølge lægeløftet sparke folk ud på gaden, når de beder om hjælp til TO gange smerte?

De praktiserende læger tjener jo i forvejen ganske fornuftigt. Tjekker man den nyeste honorar-tabel, fremgår det, at mit lægehus om året får 485,28 kroner for blot at have mig registreret som patient.

Derudover giver staten dem 149,09 kroner per konsultation, som i gennemsnit varer 10-15 minutter. Dertil kommer naturligvis ekstra tillæg, hvis man nu skal have renset et sår, fjernet en negl eller podet halsen.

Derfor kan det som patient i biksen, føles himmelråbende tåbeligt, at jeg skal gå hjem og booke en ny tid til min fod næste dag for at få den tilset.

Det kan da umuligt være i samfundets interesse, at jeg enten skal melde mig syg igen eller bruge en feriedag på det, når jeg nu dagen før har siddet i selvsamme lokale.

Så her kommet et forslag: Hvad med at man skruede en lille smule ned for griskheden og en smule op for serviceniveauet? Kunne vi blive enige om det?