Hoteldirektør: Vi er i knæ

Lukningen af Danmark har enorme konsekvenser for økonomien i hovedstadsområdet, hvor særligt hotelbranchen taber meget store summer

Sommeren 2020 bliver historisk for dansk turisme. Men det er ikke det gode, den bliver husket for. For selv om åbningen af samfundet er i gang, så er der milliardtab i udsigt - og særligt i hovedstadet kommer det til at gøre ondt.

Det mærker man i særdelehed i hotelbranchen.  Scandic-kæden driver otte hoteller i København og på Frederiksberg, og Scandic-direktør Søren Faerber siger til TV 2 Lorry:

-Det er et rigtigt dårligt tidspunkt, når vi rammer sommeren, hvor København er et turistmekka uden lige. Det er rigtig dårlig timing for København.

quote København er voldsomt hårdt ramt

Søren Faerber, direktør Scandic Hotels

Lige nu er 1.000 Scandicmedarbejdere sendt hjem.

- Vi er i knæ ligesom resten af branchen, siger han.

Nu håber han på forandringer. Snart.

- Vi skal have åbnet grænserne til de lande, der har samme smittetryk som os. Få åbnet lufthavnen ordentligt og ophævet reglen om at turister ikke må overnatte i København. Og skal vi tillade to-tre dage i stedet for seks dage, for det giver ikke mening, siger han.

Hele branchen bløder

I det hele taget bløder turistbranchen. Dansk Erhverv har regnet på tallene - og det ser sort ud.

Organisationen fortæller, at udenlandske turister i København på et normalt år forbruger 24,5 milliarder kroner, og det svarer til 45 procent af det samlede udenlandske forbrug i Danmark. En stor del af tabet rammer hotellerne i København, hvor værelsesudlejningen er reduceret med cirka 90 procent.

Men ikke nok med det. De manglende turister rammer omsætningen i barer, restauranter, oplevelsesvirksomheder og butikker. Og ifølge Dansk Erhverv vil et øget dansk forbrug ikke kunne opveje de manglende turister.

Ud over almindelig turister har hovedstaden også store indtægter fra den såkaldte mødeturisme. Her er den årlige omsætning i Region Hovedstaden på 11,4 milliarder kroner - og reelt er aktiviteterne umuliggjort resten af året og et stykke indi 2021.

Overnatningsforbud undrer

Og så undrer Dansk Erhverv sig over, at tyske og norske turister gerne må overnatte andre steder i landet end lige netop København og Frederiksberg.

- Det vækker stor forundring, at regeringen har valgt, at tyske og norske turister ikke må overnatte i København, hvor der netop er flest hoteller, restauranter og attraktioner, som lider under mangel på gæster, og hvor turismen nu og henover sommeren i forvejen vil være stærkt reduceret. Smitten, den meget lille forekomst der stadig er, er i Helsingør og på Vestegnen, hvor tyskere og nordmænd gerne må overnatte, hedder det i en pressemeddelelse fra Dansk Erhverv.

Drømmen om en sommerpakke

Tidligere på ugen blev regeringen og arbejdsmarkedets parter enige om at forlænge den gældende mulighed for lønkompensation frem til 29. august. Men Dansk Eerhverv håber på mere end det og har sat næsen op efter en sommerpakke fra regeringen, som flere havde ventet  i denne uge. Men pakken lader vente på sig.

Dansk Erhverv har selv fremsat et ønskeliste om, hvad en sommerpakke kan indeholde. Her gælder det udbetaling af indefrosne feriepenge, en udvidet boligjob-ordning, hvor man kan få fradrag for feks ophold i feriehuse og hoteller,  Organisationen efterlyser derudover gratis kørsel over Storebæltsbroen for at øge den indenlandske turisme samt gratis færger til småøerne.

Endelig ønsker Dansk Erhverv sig en forbedring af restauranternes momsvilkår.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik