Gigantisk ø-byggeri kan sløjfe lystbådehavn og sende lastbiler gennem beboeres baghave

Lystbådehavn kan risikere at lade livet, når Lynetteholm skal anlægges, mens naboer frygter for ringvej for tonstunge lastbiler i baghaven.

Selvom det storstilede ø-projekt Lynetteholm fortsat ligger mange år ude i fremtiden, varer det ikke længe, inden den kæmpemæssige plan vil kunne mærkes i området omkring Refshaleøen.

I løbet af 2021 vil tunge lastbiler begynde at køre i pendulfart til og fra Amagers nordligste tip, først med byggematerialer og siden med den overskudsjord, der skal danne den ø, som 35.000 beboere i fremtiden vil kalde hjem.

Men her løber det store byudviklingsprojekt ind i problemer – problemer, hvis løsninger ser ud til at få store konsekvenser for områdets beboere og dem, der bruger området rekreativt.

Den nuværende – og eneste – vej til Refshaleøen er nemlig slet ikke gearet til den kommende lastbiltrafik.

Mulige placeringer af ny adgangsveje til modtagepladsen, hvorfra Lynetteholm skal opfyldes. Klik på billedet for at forstørre.
Mulige placeringer af ny adgangsveje til modtagepladsen, hvorfra Lynetteholm skal opfyldes. Klik på billedet for at forstørre.
Foto: Miljøstyrelsen

Nye veje kan komme på tale

Derfor kan det blive nødvendigt at anlægge en slags ringvej for lastbiler, der enten skal gå tværs gennem baghaven hos et nyt og stort boligbyggeri med 684 boliger eller betyde enden på den private lystbådehavn Margretheholms Havn - også kendt som Lynetten.

Det fremgår af et idéoplæg til en miljøvurdering af anlægningsfasen, som By & Havn har sendt i høring.

“Anlægsarbejderne vil støje og opfyldningen betyder, at der skal køre mange lastbiler til området i mange år,” står der blandt andet i udkastet.

Kommunikationsafdelingen i By & Havn oplyser til TV 2 Lorry, at en mulighed også kan være at udvide Refshalevej, men det kræver yderligere drøftelser med Københavns Kommune, der ejer vejen. 

En sådan udvidelse vil sende lastbiltrafikken direkte gennem forhaven hos det føromtalte boligbyggeri, der kaldes Margretheholmen.

By & Havn peger også på at undersøge mulighederne for at transportere de store mængder jord - der kommer fra metrobyggeriet og andre andre anlægsprojekter - ad søvejen. 

Projekt med lange udsigter

Naboer frygter lastbiler

Truslen om den massive lastbiltransport af jord til Lynetteholm vækker stor bekymring i Christianshavns Lokaludvalg, der geografisk også dækker boligbyggeriet Margretheholmen med de mange boliger.

- Belastningen af både miljø og veje på hele Christianshavn vil være så stor, at det slet ikke vil være fornuftigt, siger formand for lokaludvalget Poul Cohrt.

- Derudover vil støjen fra transporten også blive et meget stort problem, siger han.

Lokaludvalgsformanden vil tale for jordtransport ad søvejen, når der er borgermøde med By & Havn 30. oktober. 

Havn kan blive nedlagt

Begge af By & Havns foreslåede veje til lastbiltransport skyder genvej fra Forlandet ved Kløvermarken gennem Kraftværkshalvøen og tværs over indsejlingen til lystbådehavnen Lynetten - der holder til i smørhullet mellem Refshaleøen og Margretheholm.

Luftfoto af lystbådehavnen Lynetten (øverst) og boligbyggeriet Margretheholm (nederst) med Amager Bakke og Kraftværkshalvøen mod øst.
Luftfoto af lystbådehavnen Lynetten (øverst) og boligbyggeriet Margretheholm (nederst) med Amager Bakke og Kraftværkshalvøen mod øst.
Foto: Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering

Den inderste af ruterne kan muligvis placeres således, at nogle både stadig vil kunne få adgang til Øresund, oplyser By & Havn til TV 2 Lorry. 

Hvis den yderste af ruterne over indsejlingen bliver anlagt, vil det dog betyde, at lystbådehavnen nedlægges og bådene flyttes - eksempelvis “til en nyindrettet lystbådehavn ved Prøvestenen,” som der står i miljøvurderingen.

quote Det er en skam, at man går ind og berører noget som er en del af Københavns historie

Mie Jensen, havnefoged

Synd at nedlægge et smukt samfund

Udsigterne ærgrer Lynettens havnefoged, Mie Jensen. 

- Det er en skam, at man går ind og berører noget som er en del af Københavns historie. Det er en selvfinansieret selvbyggerhavn, der er skabt på frivillige hænder. Der er stor efterspørgsel og flere års venteliste til havnen. Det er synd, hvis man skal til at nedlægge så smukt et samfund, som er herude, siger Mie Jensen, der kalder sejlere i København et “jaget folk”. 

Hvad vil det betyde, at I får tilbudt plads ved Prøvestenen?

- Vi forventer, at der vil være betydelige prisstigninger på lejearealet, som vi ikke med sikkerhed ved, om vi har råd til, siger Mie Jensen.

Store følelser på spil

By & Havn skal mødes med Lynetten på mandag for at tale om perspektiverne i de to veje over indsejlingen havnen.

Her vil bestyrelsesmedlem i Sejlklubben Lynetten Claus Bendixen se frem til høre mere om By & Havns planer. 

- Vi vil lytte opmærksomt, og vi vil stille spørgsmålstegn ved den lastbiltransport. Vi mener, at man bør finde alternative muligheder både af hensyn til København, og i særdeleshed af hensyn til vores havn, siger Claus Bendixen, der fortæller, at store følelser har været i spil i havnen, siden planerne om lastbiltransport blev offentliggjort 11. oktober.

Åbne for alle forslag

I By & Havn skriver havnebygmester og anlægschef, Hans Vasehus, i en mail til TV 2 Lorry, at man endnu ikke har lagt sig fast på noget og er “åbne for alle forslag.” 

“Vi analyserer netop nu alle muligheder og indkalder borgere og eksperter til møder for at høre deres vurderinger og holdninger til arbejdet med at anlægge den kommende ø,” skriver Hans Vasehus. 

Han forstår, at borgere bliver bekymrede, når store anlægsprojekter går i gang tæt ved deres bopæl eller fritidsaktiviteter.

“Men for at berolige dem som er nervøse, kan jeg sige, at vi ikke har lagt os fast på noget endnu og ikke udelukker noget. Vi har allerede modtaget forslag til alternative ruter, og de vil selvfølgelig også indgå i vores overvejelser fremover,"  skriver Hans Vasehus og fortsætter:

"Nu skal vi mødes med bestyrelsen for Lynetten Sejlklub og vi skal mødes med borgerne til en offentlig høring og så håber vi at få en god dialog om det kommende anlæg.”

By & Havn forventer, at anlægsarbejdet med at etablere Lynetteholm går i gang i 2021.

    Mest læst i dag

    Se flere

    Mest læst i dag

    Se flere

    Samfund

    Eurojackpot

    Lottovinder fik besked om gigantgevinst i bilen

    Line Baun Danielsen

    Nul erstatning i Se & Hør-sag: - Jeg har skyldt mig selv og mine børn at gå hele vejen

    TV 2

    Sygeplejerske om omstridt formulering: Jeg føler mig stødt som sygeplejerske, muslim, og kollega

    katten charlie genforenet med ejer efter fem år

    Katten Charlie forsvandt for fem år siden – nu er han endelig forenet med sin ejer igen

    København

    Forsiden lige nu

    Se flere

    På forsiden nu

    Se flere