Folk går på isen på flere søer i København: Vi prøver at tale folk til rette, siger politiet

Københavns Politi håber på, at man kan forhindre flere personer i at gå på isen i København.

De seneste dages frostvejr kan få søer til at fryse til is - men det kan være forbundet med stor livsfare at begive sig ud på dem.

Derfor rykkede Københavns Politi hurtigt ud, da de søndag formiddag fik anmeldelsen om, at en stor gruppe personer gik på isen på Sortedams Dossering i København.

- Vi har været ude at kalde 20-30 personer ind, som færdedes på isen, siger Jess Voldager, vagtchef hos Københavns Politi, til TV 2 Lorry.

Der var ifølge politiet også børnefamilier på isen. Politiet går ikke selv ud på isen, men kalder personerne ind fra bredden.

- Vi skal sikre os, at folk ikke kommer til skade, siger Jess Voldager.

Forbundet med livsfare

På Twitter advarer politikredsen i meget klare vendinger om færden på isen.

“Københavns politi informerer: Alt færdsel på isen - på søerne I København - er FORBUDT. Det er forbundet med livsfare, idet isen ikke er sikker - så I bedes venligst undlade dette,” lyder opråbet fra politiet.

Søndag eftermiddag oplyser vagtchef Henrik Svejstrup, at der går folk på isen på flere søer i København. Politiet har kaldt to personer ind fra en sø i Ryvangens Naturpark, ligesom man hele to gange har været ved søen i Fælledparken og kaldt op mod i alt 24 personer ind fra isen. 

- Vi kan kun tale til folks fornuft. Vi prøver at tale folk til rette, siger Henrik Svejstrup til TV 2 Lorry søndag eftermiddag. 

Københavns Kommune vil kun sætte skilte op, hvis det bliver tilladt at gå på isen. 

På Facebook skriver kommunen: 

"Kære københavnere: Al færdsel på isen på søerne er strengt forbudt! Vi ved, det kan være fristende at gå derud, men det er forbundet med livsfare, for isen er ikke sikker! Så lad venligst være!"

Kommunen henviser i øvrigt til information om isforholdene på denne hjemmeside. 

Det kan ikke bare være farligt, men også kriminelt at bevæge sig ud på det glatte føre. Det kan således kaste sigtelser af sig, hvis man går på isen, oplyser Københavns Politi. 

Indtil videre er der dog ikke sigtet nogle personer. 

FAKTA: Færdsel på is

  • Det er din lokale kommune, der foretager opmålingen af isens tykkelse og fastsætter, hvorvidt den er sikker at færdes på.

  • Kommunerne opsætter skilte ved søer, når de er stærke nok til at bevæge sig ud på.

  • Kan man ikke få øje på skiltning, der blåstempler isens sikkerhed, og er man i tvivl om, hvorvidt isen er sikker, bør man ikke gå ud på isen.

  • Alternativt kan man kontakte kommunen og spørge, om isen er sikker.

Kilde: Københavns Politi og Nordsjællands Politi


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik