FCK er videre i Europa League efter stor sejr i Parken

Med en samlet 3-1-sejr over Basaksehir er FCK det første danske hold i en europæisk kvartfinale i 23 år.

For første gang i FC Københavns historie er klubben kvalificeret til en europæisk kvartfinale.

Med en overbevisende 3-0-sejr over Istanbul Basaksehir onsdag aften i Parken er FCK nemlig klar til Europa Leagues Final 8-stævne i Tyskland med en samlet sejr på 3-1.

Jonas Wind blev dobbelt målscorer for FCK med mål tidligt i begge halvlege, mens Rasmus Falk satte trumf på med københavnernes sidste scoring.

Den samlede sejr betyder, at FCK på mandag med al sandsynlighed skal møde Manchester United i kvartfinalen i Köln, en dyst der kun spilles over ét opgør.

FAKTA: FCK er klar til første EL-kvartfinale

For første gang er FCK klar til kvartfinalen i en europæisk turnering efter samlet 3-1-sejr over Basaksehir.

 

Sådan er det gået for FC København i europæiske turneringer, siden klubben for første gang kom i et gruppespil i efteråret 2006:

 

* 2019/20: Europa League - andenplads i gruppen. I 16.-delsfinalen blev Celtic slået, og i ottendedelsfinalen blev Basaksehir slået. I kvartfinalen venter Manchester United sandsynligvis.

 

* 2018/19: Europa League - sidsteplads i gruppen.

 

* 2017/18: Europa League - andenplads i gruppen. Tabte i 16.-delsfinalen til Atlético Madrid

 

* 2016/17: Champions League - tredjeplads resulterede i en plads i Europa League. I 16.-delsfinalen blev Ludogorets slået, men Ajax stod i vejen i ottendedelsfinalen.

 

* 2015/16: Misser gruppespil for første gang i ti år.

 

* 2014/15: Europa League - sidsteplads i gruppen.

 

* 2013/14: Champions League - sidsteplads i gruppen.

 

* 2012/ 13: Europa League - tredjeplads i gruppen.

 

* 2011/12: Europa League - tredjeplads i gruppen.

 

* 2010/11: Champions League - andenplads i gruppen. Tabte til Chelsea i ottendedelsfinalen.

 

* 2009/10: Europa League - andenplads i gruppen. Tabte til Marseille i 16.-delsfinalen.

 

* 2008/09: Uefa Cup - tredjeplads i gruppen. Tabte til Manchester City i 16.-delsfinalen.

 

* 2007/08: Uefa Cup - fjerdeplads i gruppen.

 

* 2006/07: Champions League - sidsteplads i gruppen.

 

Kilde: Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa).

Samtidig er det første gang i 23 år, at et dansk hold er klar til en europæisk kvartfinale. I foråret 1997 tabte Brøndby samlet til Tenerife i Uefa Cuppens kvartfinale.

Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa) havde dikteret, at kampen i Parken skulle spilles uden tilskuere. Det gav en flad stemning på en ellers stor FCK-aften.

Kulissen betød, at presse, fotografer, klubpersonale og sikkerhedsvagter havde mulighed for at høre både spillernes interne instrukser til hinanden og de to træneres mange vokale udbrud på sidelinjen - det hele tilsat ekkoet fra de røde plastiksæder og betontribuner i nationalarenaen.

Allerede inden kampen havde FCK's fans vist støtte til deres helte, da spillerbussen på vej til Parken kørte igennem grupper med fans, der sang og tændte nødblus.

Hvor end FCK-fansene har set opgøret på tv, har de formentlig haft en fest i samtlige 90 minutter.

FCK fik den bedst tænkelige start på kampen med et mål allerede efter mindre end fire minutters spil. Rasmus Falk vendte kløgtigt rundt på midten og slog en perfekt aflevering ud til højrebacken Guillermo Varela.

Uruguayaneren tog bolden ned, før han sendte den perfekt ind til Jonas Wind, som kastede sig frem og headede FCK foran.

Målet var et af få højdepunkter i en uskøn første halvleg med mange upræcise afleveringer. Tyrkerne havde bolden mest og slog tonsvis af indlæg, som FCK-stopperne med nemhed afviste.

Akkurat som i første halvleg fik FCK også en suveræn start på anden halvleg. Pep Biel fremtvang et straffespark, da hans aflevering blev blokeret med hånden i feltet.

Jonas Wind var sikker fra pletten, og så var det pludselig gæsterne, som var tvunget til at score.

Hurtigt blev Basaksehir tvunget til at score to. Efter en times spil udbyggede Rasmus Falk føringen. Fynboen drev med bolden frem mod feltet, og et passivt forsvar bakkede og bakkede, så Falk med største selvfølgelighed kunne sparke bolden fladt i mål.

Et usammenhængende Basaksehir-hold fik kortvarigt sat et lille tryk på FCK-feltet, men gæsterne formåede ikke at få lavet det mål, der kunne have bragt spændingen tilbage om det samlede avancement.

Det tilfalder helt fortjent FCK efter to kampe, der blev afviklet med 146 dages mellemrum.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik