Dom: 74-årig dræbte sin mand og boede med hans lig

En ældre kvinde dømmes for drab. I op til ti dage lå hendes 66-årig mand i 2017 død i en lejlighed på Amager.

Østre Landsret stadfæstede torsdag , at en 74-årig kvinde er skyldig i at have dræbt sin mand, der blev fundet død i en lejlighed på Amager, i 2017.

Den russisktalende kvinde blev i den efterfølgende strafudmåling tildelt 12 års fængsel, og efter endt afsoning udvises hun.

Ifølge dommen i den opsigtsvækkende sag stak Louise Lykkelund Petersen 14 gange manden med en kanyle eller nål, så hans ene lunge kollapsede, og han døde. Efterfølgende lå han død i lejligheden i op til ti dage.

Skyldkendelsen er afsagt i et retsmøde torsdag morgen, og senere på dagen fastsætter retten straffen. Den ældre kvinde sidder i retslokalet med en russisktalende tolk ved sin side og lytter roligt med, mens tolken oversætter.

Det var den 23. februar 2017, at kvindens 66-årige danske mand blev fundet død.

Havde mistet datter

Da var parrets voksne datter for nylig død efter et sygdomsforløb, og to politifolk ankom til mandens lejlighed på Amager, på grund af undren over, at han ikke var med til begravelsen.

Den ældre kvinde åbnede døren, og betjentene bemærkede, at lejligheden var kold, og altandøren havde længe stået åbent.

Herefter gjorde de et forfærdeligt syn. Den 66-årige mand lå på en trappe ned til underetagen, hvor lejlighedens eneste toilet var. Manden havde været død i noget tid, for liget var i forrådnelse. Han var sidst set i live ti dage før.

Retsformanden i Østre Landsret fortæller, at nævningetinget konstaterer, at der ikke er fundet tegn på, at manden havde begået selvmord eller døde i en ulykke.

- Tværtimod. Vi er alle enige om, at det kun kan være tiltalte, der har gjort det, siger dommeren.

Landsretten afviste forklaring

Kvinden har forklaret, at hun ikke havde set, at manden lå på trappen i lejligheden. Hun havde i stedet sovet i en lejlighed i Valby. Den forklaring køber landsretten dog ikke.

- Vi tilsidesætter forklaringen om, at du har opholdt dig i Valby. Vi kan også konstatere, at Valby-lejligheden ikke så beboelig ud, siger dommeren.

Foruden at stikke manden, forsøgte Louise Lykkelund Petersen at forgifte manden med østeuropæisk medicin, men det var altså den kollapsede lunge, han døde af.

Hun lavede også et falsk testamente i sin afdøde datters navn i et forsøg på at få fat i hele arven.



Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik