DF i København vil følge Aarhus trop og indføre omfattende rygeforbud

Offentlige udearealer skal være røgfrie i København, foreslår Dansk Folkeparti.

Den model, der er vedtaget i Aarhus, stammer fra et forslag fra Dansk Folkeparti i byen. Foto: Linda Kastrup / Ritzau Scanpix

København bør følge Aarhus' eksempel og forbyde rygning ved offentlige udearealer.

Det mener Finn Rudaizky, som leder Dansk Folkepartis gruppe i Borgerrepræsentationen.

Forslaget skal blandt andet omfatte legepladser, udearealer ved biblioteker, medborgerhuse, borgercentre og administrationsbygninger samt busstoppesteder.

Læs også Flere kommuner forbyder rygning på legepladser - kun starten, siger forsker

Finn Rudaizky henviser til, at over 14.000 danskere hvert år dør som følge af rygning, og at de unge rygere bliver flere og flere.

- I Aarhus har de netop besluttet, at det skal være slut med rygning på for eksempel legepladser, ved busstoppesteder og ved kommunale bygninger. Den idé ønsker vi i Dansk Folkeparti at tage videre til København. Vi vil derfor stille forslag i Borgerrepræsentationen om, at al rygning på offentlige udearealer bliver forbudt, siger han i en pressemeddelelse.

Kræftens Bekæmpelse har udtalt, at de er begejstrede for initiativet i Aarhus, som de kalder det mest vidtgående initiativ rettet mod rygning nogensinde herhjemme.

- Rygning er en uhyggelig dræber, og vi skal som en ansvarlig kommune gøre alt for, at der er så få rygere som muligt i København, siger Finn Rudaizky.

Finn Rudaizky er leder af Dansk Folkepartis gruppe i Borgerrepræsentationen. Foto: Simon Skipper - Ritzau Scanpix

I København ryger cirka 17 procent af borgerne. Det svarer til omkring 80.000 københavnere. Tre ud af fire rygere vil ifølge kommunens undersøgelser gerne lægge rygningen på hylden.

- Forslaget vil give et yderligere incitament til rygere om at holde op med at ryge. Men forslaget skal ikke stå alene. Vi skal fortsætte vores rådgivning og opbakning til de rygere, der gerne vil holde op, siger Finn Rudaizky som understreger, at der ikke er tale om at lægge rygerne for had, men om at begrænse røg mest muligt - også for de borgere der bevæger sig i det offentlige rum uden selv at ryge.

Forventer ikke øget kontrol fra politiet

Projektchef Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse siger til Ritzau angående rygeforbuddet i Aarhus, at han ikke forventer, at politiet vil stå og kontrollere, at forbuddet bliver håndhævet alle steder. Alligevel vil det have en effekt, forudser han.

- DSB har haft succes med røgfrie perroner, og det siger mig, at langt de fleste gerne vil overholde de regler, der er.

- Jeg tror også, der vil være en stor selvjustits, så andre borgere vil se til, at alle overholder reglerne, siger Niels Them Kjær til Ritzau.

Læs også Endnu en kommune forbyder rygning for både lærere og elever

Det vigtigste signal er ifølge projektchefen i forhold til de unge.

- Det sender et signal om, at rygning ikke er normal adfærd for voksne, siger han.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik