Cityringen fylder 1 år: "Man er gået mere op i æstetik end i funktionalitet"

Det er præcis et år siden, at Cityringen åbnede i København og på Frederiksberg. TV 2 Lorry har spurgt Metroselskabet og en pendlertalsmand, hvordan det første år er gået.

I dag er det præcis et år siden, at Cityringen åbnede med fest og fri transport hele dagen.

1-års fødselsdagen er mindre farverig, men Metroselskabet er alligevel godt tilfreds med, hvor de er i dag - på trods af corona-pandemi og andre udfordringer i løbet af det første leveår.

- Vi har generelt haft en rigtig god drift i løbet af Cityringens første år. Cirka 99 procent af afgangene er forløbet til tiden. Og selv om corona-pandemien lagde en dæmper på rigtig gode passagertal, transporterer vi fortsat cirka 80.000 rejser hver dag alene på Cityringen, lyder det fra Jesper Overgaard, der er chef for afdelingen 'Kunder og Analyser' i Metroselskabet.

Fakta om Cityringen

  • M3 Cityringens tog har i alt kørt cirka 4,2 mio. kilometer siden åbningen den 29. september 2019.
  • Den har transporteret cirka 30 mio. passagerer siden åbningen for et år siden (inkl. M4 som åbnede den 28. marts under corona-nedlukningen).
  • Metroens fire linjer transporterer samlet set i alt knap 1,5 mio. passagerer om ugen, hvoraf M3 Cityringen alene står for transport af cirka 80.000 passagerer på en almindelig hverdag.

Kilde: Metroselskabet

Pendlertalsmand er ikke tilfreds

Spørger man metropendlertalsmand Tina Weber, der står bag Facebook-siden MetroPendler, er evalueringen af det første år dog mindre positiv.

Hun mener, at Metroselskabet har haltet på en lang række områder, og der er stadig plads til forbedringer.

Som et eksempel nævner hun internetforbindelsen i Cityringen, der stadig ikke er etableret.

- Man er gået mere op i metroæstetik end i funktionalitet. At internettet stadig ikke virker efter et helt år er fuldstændig vanvittigt. De har udskudt at få det fikset flere gange, og nu er jeg egentlig blevet ligeglad med, hvad undskyldningen denne gang er. Det skulle have virket for længe siden, siger hun og fortsætter:

- Misforstå mig ikke. Jeg synes, at metroen er det mest geniale i Storkøbenhavn siden "træk og slip-toilettet" blev opfundet. Men der er virkelig plads til forbedring.

Artiklen fortsætter under billedet...

Dronning Margrethe tog en tur i metroen, da Cityring åbnede den 29. september 2019.
Dronning Margrethe tog en tur i metroen, da Cityring åbnede den 29. september 2019.
Foto: Thomas Lekfeldt og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Hos Metroselskabet lyder meldingen, at arbejdet med at installere mobilt netværk har vist sig at være vanskeligere, end de havde forstillet sig.

- Vores primære fokus har været, at driften ikke skulle berøres af arbejdet, og med en corona-pandemi oven i, har arbejdet trukket ud. Vi og teleselskaberne arbejder på at få det installeret så hurtigt, som det kan lade sig gøre, siger Jesper Overgaard.

Corona-restriktioner i metro-togene

Der er sket meget, siden metroen åbnede for et år siden, hvor corona-pandemien endnu ikke havde gjort sit indtog. Retningslinjerne i forhold til pandemien har ændret sig flere gange i løbet af det sidste halve år, og det gælder også adfærdsreglerne i Cityringen.

Først skulle man huske at spritte af og holde afstand. Nu skal man også huske at bruge mundbind.

Artiklen fortsætter under billedet...

Statsminister Mette Frederiksen (S) og overborgmester fra Københavns Kommune Frank Jensen (S) i Cityringen på åbningsdagen i 2019.
Statsminister Mette Frederiksen (S) og overborgmester fra Københavns Kommune Frank Jensen (S) i Cityringen på åbningsdagen i 2019.
Foto: Thomas Lekfeldt og Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Metroselskabet havde en mindre heldig episode i sommer, hvor det i august kom frem, at der siden starten af juli havde været håndsprit på metrostationerne, som ikke var godkendt til at bekæmpe vira.

Det er der rettet op på, men Tina Weber mener stadig, at der er behov for at blive strammet op. Hun så gerne, at der blev indsat fast personale i togene, der sikrer, at passagerer husker at holde afstand.

- Det er jo førerløst tog, så passagererne er overladt til sig selv i forhold til at huske at holde afstand og så videre. Der bliver ikke ført fast tilsyn i togene. Det skal være trygt og sikkert at tage metroen, og det synes jeg ikke, det er, siger hun.

Jesper Overgaard fortæller, at de i Metroselskabet ikke mener, at tilsynspersonale i togene er den rigtige vej at gå:

- Vi har sammen med metroens operatør valgt at have en dialogbaseret tilgang her under corona-pandemien, og det har vores passagerer generelt taget rigtigt godt imod. Langt de fleste i metroen overholder både krav om afstand og mundbind.

Metroselskabet er stadig i gang med udvide metronetværket. I 2024 bliver det muligt at tage metrolinjen M4 fra Nordhavn og helt til Sydhavnen.

Sådan ser den endelige linjeføring ud når Sydhavns-metrolinjen som sidste del åbner i 2024.
Sådan ser den endelige linjeføring ud når Sydhavns-metrolinjen som sidste del åbner i 2024.
Foto: Henry Michaelsen - TV 2 Lorry

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik