Berlingske ramt af smittetilfælde - alle ansatte sendt hjem

Berlingske har grundet to smittetilfælde sendt de ansatte hjem. Avisen udkommer stadig på print og på nettet.

To medarbejdere hos Berlingske er blevet testet positive for coronavirus.

Derfor er alle avisens medarbejdere blevet sendt hjem. Det oplyser Tom Jensen, der er Berlingskes chefredaktør.

Avisen fik besked om de to smittetilfælde blandt medarbejderne tirsdag aften.

Over for Ritzau uddyber Tom Jensen, at de to smittede medarbejdere til daglig er en del af Berlingskes nyhedsredaktion.

I øjeblikket pågår der et arbejde med at finde ud af, hvem de to medarbejdere har været i tæt kontakt med, så der kan forhindres yderligere smitte.

Hvis der viser sig at være medarbejdere, som har været i tæt kontakt med de smittede, vil de pågældende medarbejdere blive kontaktet af myndighederne, oplyser Tom Jensen.

- Og så er proceduren, at man isolerer sig og bliver testet op til to gange, siger han.

Arbejder hjemmefra

Det hjemsendte personale arbejder hjemmefra, så Berlingske udkommer både på print og på nettet som normalt.

Berlingske er en del af mediekoncernen Berlingske Media. Koncernen består ud over Berlingske også af Weekendavisen, B.T. og finansmediet Euroinvestor.

Ved udgangen af sidste år havde Berlingske Media cirka 500 medarbejdere. Det viser seneste årsrapport.

Berlingske Media har siden 2014 været ejet af den belgiske mediekoncern De Persgroep, der i dag hedder DPG Media.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik