Alvorlig sikkerhedsbrist førte til fangeflugt fra Vestre Fængsel

Varetægtsfængslet mand udgav sig for at være sin bror og undslap fra Vestre Fængsel i juli i år.

Der var tale om en alvorlig sikkerhedsbrist, da den 33-årig Steffen Van Khoa Do 30. juni undslap Vestre Fængsel under sin varetægtsfængsling.

Det konkluderer undersøgelse af forløbet fra Kriminalforsorgen Hovedstaden, som nu er oversendt til Justitsministeriet, oplyser Kriminalforsorgen mandag.

Steffen Van Khoa Do er fortsat på fri fod og efterlyst af politiet. Han var fængslet for det, som politiet beskriver som alvorlig narkokriminalitet.

Ved undvigelsen udgav han sig for at være sin bror, som rent faktisk skulle løslades. De to jævnaldrende brødre delte celle under indsættelsen, idet der på grund af pladsmangel i fængslet var etableret et såkaldt dobbeltbelæg. 

På baggrund af undersøgelsen har kriminalforsorgen allerede nu iværksat tiltag og instrukser, der skal styrke sikkerheden.

- Kriminalforsorgen er sat i verden for at skabe tryghed i samfundet og for borgerne. Det er derfor meget utilfredsstillende og helt uacceptabelt, når det igen er lykkedes for en indsat at undvige. Det må simpelthen ikke ske, og derfor kommer vi fortsat til at sætte massivt ind for at højne sikkerheden, siger direktør i kriminalforsorgen Ina Eliasen i en pressemeddelelse.

Ikke vurderet som farlig

Den alvorlige sikkerhedsbrist bestod blandt andet i, at Steffen Van Khoa Do aldrig burde have delt celle med sin bror.

Det forhold, at man var vidende om, at de to brødre lignede hinanden og delte celle, burde samtidig have skærpet personalets agtpågivenhed og opmærksomhed.

Steffen Van Khoa Do havde været varetægtsfængslet siden  2. marts 2021.

Særlig Efterforskning Øst, som har til opgave at bekæmpe den særligt komplicerede og kredsoverskridende kriminalitet på Sjælland oplyste i forbindelse med flugten, at man ikke betegnede ham som farlig.

Politiet har tidligere oplyst, at Steffen Van Khoa Do er 173 centimeter høj og almindelig af bygning. Han er asiatisk af udseende, har fire skønhedspletter på venstre kind og var ved undvigelsen kronraget og iført sort hættetrøje.

Københavns Politi leder efter en indsat i Vestre Fængsel, der er flygtet.
Københavns Politi leder efter en indsat i Vestre Fængsel, der er flygtet.
Foto: Københavns Politi

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik