Alt er løgn i ny vandrepodcast

Podcasten GÅ SE GANG sender dig ud på en underholdende byvandring med et syret lydspor i øregangene.

Performancegruppen Ømme Lægge har lavet en vandrepodcast, hvor man går fra Nørrebro til Østerbro. Foto: Alex Høgh Andersen

Det er meningen, at det skal være en syret oplevelse, fastslår Johan Klint, som har været med til at lave podcasten GÅ SE GANG.

Podcasten er en vandrepodcast eller en alternativ byvandring, som du kan gå ud på helt alene i disse coronatider.

Alt er løgn

Turen starter på Nørrebros Runddel, her skal du finde podcasten på enten SoundCloud, Spotify eller iTunes - og tage dine høretelefoner på.

Herefter bliver du guidet ud på en vandretur, hvor man lytter til syngende geder, historier om kendte danskere og fakta om København. Der er bare lige det aber dabei, at alt er løgn.

Performancegruppen Ømme Lægge består af skuespillerne: Emma Sehested Høeg, Anton Hjejle, Freja Klint Sandberg, Carla Eleonora Feigenberg, Signe Thielsen og instruktør Johan Klint. Foto: Alex Høgh Andersen

Men det gør ikke noget, for løgnene er så usandsynlige, at det er underholdende. Der er aldrig druknet en stor gruppe boksere i en kirkeorgelulykke i De Gamles By. Men det er en god historie.

Hvis du følger instruktionerne og Johans GPS-stemme til punkt og prikker ender du på en gynge i Østre anlæg med opera rungende i ørene.  

Corona-kedsomhed

Performancegruppen Ømme Lægge består af skuespillerne Emma Sehested Høeg, Anton Hjejle, Freja Klint Sandberg, Carla Eleonora Feigenberg, Signe Thielsen og instruktør Johan Klint. 

Podcasten, der har ligget nr. 21 på iTunes og 31 på Spotify, opstod ud af kedsomhed, da hele Danmark lukkede ned i foråret.

De kunne ikke spille teater på traditionel vis men ville stadig gerne formidle en performativ situation, som Johan Klint forklarer det.

- Hvad er det, det at gå i teatret er? Det er, at vi deler en fælles tid og et fælles rum sammen, siger han.

Byvandringen slutter i Østre Anlæg på en gynge.Foto: Alex Høgh Andersen

Men det fælles rum var ikke en mulighed. I stedet blev det til en podcast, der er bundet til specifikke geografiske steder, som lytteren skal finde, og derefter nyde den performance, der knytter sig til lige præcis dét sted. 

- Vi deler noget geografisk. Følelsen af at stå det samme sted, og vide at nogen har tænkt, at jeg skal stå og kigge på det dér træ. Det kan man godt mærke, og det er ligesom at gå i teatret. Der er en performativ situation i det, som vi synes, er vildt fin, siger Johan Klint til TV 2 Lorry.

Hvordan gør man?

 - Stil dig på Nørrebros Runddel, alene, hvis det skal være en coronasikker oplevelse

 - Hent podcasten GÅ SE GANG enten på iTunes, Spotify eller SoundCloud (SoundCloud er gratis)
 

- Følg instruktionerne.


- Turen tager 1 time og 5 minutter, den begynder på Nørrebro og slutter på Østerbro.

 



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik