Planer om skyhøjt københavnsk vartegn bliver barberet

To tårne med bro i 65 meters højde ved indsejlingen til Københavns Havn ser ud til at ende som et enkelt tårn

Copenhagen Gate skulle have været Københavns vartegn. Nu ender projektet i en stærkt barberet version. Grafik: Steven Holl Architects.

Et københavnsk prestigeprojekt, der ville sætte præg på byens skyline, bliver formentlig ikke nær så markant som i den oprindelige plan. Det skriver Berlingske.

Det er projektet Copenhagen Gate, der er tale om. To højhuse - et på Langelinje og et på Marmormolen - forbundet af en gangbro i 65 meters højde, skulle efter planerne give en markant indgang til Københavns Havn, men nu trækker bygherren en hel del luft ud af projektet. Harbour P/S, som ejes af By & Havn, Pension Danmark og ATP Ejendomme arbejder for at få indført et mindre projekt end det oprindelige.

-Bygherren har anmodet om, at lokalplanen bliver ændret, så Copenhagen Gate ikke bliver opført som oprindeligt vedtaget, og det har et politisk flertal allerede sagt ja til,« siger Københavns teknik- og miljøborgmester, Morten Kabell (EL) til Berlingske.

Direktør for ATP Ejendomme Michael Nielsen, siger til Berlingske, at de to tårne til sammen rummer 60.000 kvadratmeter - og det er så meget, at der nu er frygt for, at den mængde kontorplads ikke kan udlejes. Derfor vil de i første omgang kun bygge tårnet på Marmormolen. Og kun hvis udlejnigen forløber godt, vil man opføre tårn nummer to.

Læs også Højhus eller ej: Stor politisk uenighed om Posthusgrunden

I de oprindelige planer var det også tanken, at gangbroen mellem de to bygninger skulle være offentlig. Men kommer tårn nummer to - og dermed broen - så bliver der ikke adgang for offentligheden.

Københavns Borgerrepræsentation skal behandle anmodningen om de indskrænkede ønsker i morgen torsdag.

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik