Militær fortid trækker stadig spor: Granatfund spærrede morgentrafik

Der bliver stadig gjort gamle militære fund på Amager.

Engang blev Amager Fælled brugt som militær skydebane, og af og til trækker det stadigvæk spor helt ind i nutiden.

Torsdag aften blev der under en byggeudgravning ved Vejlands Allé nemlig fundet en granat, oplyser vagtchef Henrik Brix fra Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Derfor var Vejlands Allé kortvarigt spærret fredag morgen, så Forsvarets sprængningseksperter kunne uskadeliggøre fundet.

Kontakt altid politiet

Ifølge vagtchefen sker det fra tid til anden, at man støder på granater i området:

- Det er ikke usædvanligt på de kanter, siger han. 

I så fald er det vigtigt, at man lader professionelle håndtere sagen. 

- Skulle man finde nogen, skal man ikke samle dem op, men kontakte politiet. Lader man dem være, er de ikke farlige, fortæller Henrik Brix, som også understreger, at bortsprængningen af den gamle granat foregik ganske udramatisk. 

Det vides ikke, præcis hvor gammel granaten er.

Amager Fælleds militære fortid