Lokale vil beholde midlertidig bro over Sortedams Sø

En gruppe Østerbroborgere har startet en underskriftsamling, fordi de gerne vil beholde den midlertidige bro over Sortedam Sø. Men søerne er fredet.

Den er blevet en smutvej til skole, et godt sted at drikke en kaffe eller et sted at nyde freden ved søerne i København.

Flere borgere er blevet rigtig glade for den midlertidige flydebro, der blev anlagt, fordi arbejdet med metroen betød en afspærring af den populære sti rundt om Sortedams Sø.

Derfor er der nu startet en underskriftindsamling, der går ud på enten at beholde den midlertidige gang- og cykelbro eller få en ny, permanent bro. 

Bjørn Pierrig Enevoldsen er en af dem, der har skrevet under. Han har boet i kvarteret nær Sortedams Søen i over 15 år og synes, at broen gør noget godt for området. 

 
 
Foto: TV 2 Kosmopol

- Vi har en bro, hvor man kan opleve søerne på en anden måde. Stilheden og vand på begge sider. Det er et frirum uden larm og støj, siger han.

Samtidig fortæller han, at broen bliver benyttet som en nemmere og mere sikker vej til skole, for de børn der går på Bordings Friskole på Øster Søgade.

122 har indtil videre skrevet under på underskriftindsamlingen.

Et fredet område

Men det bliver øjensynlig ikke så nemt at få lov til at beholde broen. 

En borger henvendte sig i foråret til Teknik- og Miljøforvaltningen i København for at forhøre sig om netop det. 

quote ..det vil være ganske vanskeligt at bevare broen..

Teknik- og Miljøforvaltningen

I svaret lød det, at forvaltningen vurderer:

- ..at det vil være ganske vanskeligt at bevare broen..

De begrunder svaret med, at Metroselskabet har oplyst, at broen er bygget til at være midlertidig og derfor ikke kan holde permanent.

Samtidig er De Indre Søer fredet. Det har de været siden 1966, og derfor skal der søges om dispensation hos Fredningsnævnet, hvis der skal laves en permanent bro over søen. 

- Det vurderes, at en dispensation vil være meget svær at opnå på baggrund af tidligere afgørelser fra Fredningsnævnet, der lægger vægt på søernes ubrudte vandoverflade, står der i svaret fra Teknik- og Miljøforvaltningen.

Desuden er søerne omfattet af naturbeskyttelsesloven. 

- Hvis kommunen skal give en dispensation fra beskyttelsen, skal der være tale om et naturforbedrende tiltag. En bro kan i sig selv næppe betragtes som et naturforbedrende tiltag, står der i svaret. 

En ny bro

Charlotte Andreasen har været en af initiativtagerne til underskriftindsamlingen og den Facebookgruppe, der er oprettet for at bevare broen. Er det ikke muligt, at beholde den midlertidige bro, så håber hun i stedet, at folk vil støtte op om en permanent bro. 

- Så vil der være fokus på at få en ny bro, helt bestemt. Jeg vil opfordre gruppen til, at vi gå videre med den anden løsning, siger Charlotte Andreasen.

Hun har fundet billeder frem af en ældre bro ved søerne og lagt dem ind på Facebookgruppen, og håber, det vil inspirere folk til at se mulighederne. 

Det område, som den midlertidige flydebro er placeret på, er eksproprieret af Metroselskabet. Ekspropriationen ophører d. 31. december 2018, skriver Teknik- og Miljøforvaltningen. 

Det har ikke været muligt at få en præcis dato for, hvornår broen bliver fjernet.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik