Kæmpe reklamefremstød: Miniudgave af København bliver bygget i Beijing

København er medvært til en stort anlagt kinesisk designuge, der starter på onsdag. Her kan kinesere og andre opleve dansk kultur og livsstil.

En miniudgave af København er i øjeblikket ved at blive bygget i Beijing. Den kinesiske version af vores hovedstad vil være komplet med gader, huse, torve og parker, og besøgende kan gå rundt i forskellige kvarterer. 

Det lyder måske en anelse syret, men der er en god forklaring. København er nemlig blevet valgt som medvært til Beijing Design Week 2018 - blandt andet foran New York City.

Under designugen i den kinesiske hovedstad vil København således have en fast udstilling i en giganisk gastank i Beijings kunstdistrikt 798, og det er altså her, at miniudgaven af København nu er ved at blive bygget færdigt, inden udstillingens officielle åbning på onsdag.  

Udstillingsvindue for dansk livsstil

Udstillingen får fokus på dansk livsstil, og medværtsskabet til den kinesiske designuge skal fungere som et udstillingsvindue for danske virksomheder, designere, arkitekter og byplanlæggere.

I miniudgaven af København vil knap 20 af de førende danske virksomheder - blandt andet LEGO, Novo Nordisk, Arla og Ecco - invitere indenfor til fremvisning og salg af danske produkter.

-  Som gæsteby vil vi brande Greater Copenhagen, styrke dansk eksport og tiltrække flere kinesiske turister, lyder det fra Københavns overborgmester Frank Jensen, som onsdag åbner udstillingen sammen med kronprins Frederik og kulturminister Mette Bock.   

Ud over udstillingen omfatter Københavns samarbejde med Beijing et stort byfornyelsesprojekt i centrum af den kinesiske hovedstad, hvor grønne danske byløsninger bringes i spil.   

Samlet har Beijing Design Week cirka fem millioner besøgende, hvoraf der forventes cirka 300.000 besøgende til området, hvor København har sin udstilling.

Fakta om København som medvært for Beijing Design Week

Beijing Design Week er Kinas førende designfestival og arrangeres af det kinesiske kulturministerium og bystyret i Beijing.

I 2018 bliver designugen afholdt fra 26/9 til 5/10.

Tidligere har London, Milano, Dubai, Amsterdam, Seoul og Barcelona været medværter for Beijing Design Week.

Hovedpartnere på den danske deltagelse er Københavns Kommune, Den Danske Ambassade i Beijing, Det Danske Kulturcenter i Beijing, Dansk Industri, Industriens Fond, Realdania og Region Hovedstaden.

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik