Boom i havnebade: Se hvor dit nærmeste ligger

Kultur- og fritidsudvalget har netop besluttet, at der skal laves flere badesteder i København. Samtidig bliver det fremover også tilladt at bade i havnen døgnet rundt.

Foto: TV 2 Lorry

Når badesæsonen i Københavns havn starter den 1. juni, bliver det i år med endnu flere bademuligheder.

Kultur- og fritidsudvalget i København har stemt ja til at oprette to nye badezoner allerede i år. Derudover er det samtidig blevet lovligt at benytte både badezoner og havnebade døgnet rundt, og åbningsperioden bliver forlænget med en måned frem til den 30. september.

- Jeg synes faktisk, det er fantastisk, at det er lykkes os at finde en model, hvor man kan lave nogle badezoner, uden det behøver koste særlig mange penge, siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) til TV2 Lorry.

Borgmesteren hentyder til, at det nye initiativ altså ikke indebærer nye havnebade, men i stedet går ud på at etablere badezoner. Det er områder, hvor badning er tilladt, og hvor der bliver sat bøjer i vandet, så svømmere ikke risikerer at blive påsejlet. Der vil også være livreddere til stede fra 11-19 eller 12-20 hver dag i åbningsperioden.

Ifølge borgmesteren koster et nyt havnebad nemlig 20-30 mio. kr., mens to nye badezoner kan fås for 1,7 mio. kr.

  Foto: Ulrich Jakobsson

Så mange badesteder som muligt

Kultur- og fritidsudvalget regner med også at kunne åbne to badezoner mere til næste år, og så er yderligere 11 placeringer til badezoner i spil. For at de kan blive til virkelighed kræver det dog at alle aftaler og tilladelser falder på plads.

Her er listen over nuværende og kommende badezoner og havnebade i København:

Havnebade:

Islands Brygge

Sluseholmen

Fisketorvet

Badezoner der åbner i 2016:

Islands Brygge ud for Halfdansgade

Refshaleøen ud for restaurant og café Halvandet

Badezoner man regner med at åbne i 2017:

Islands Brygge ud for A-huset

Enden af Kvæsthusmolen

De 11 potentielle badezoner:

Bølgen på Kalvebod Brygge

Islands Brygge ud for kulturhuset

Nokken

Tre steder i Søndre Frihavn

Teglværkshavnen ved Aalborg Universitet

Kronløbsbassinet (Fortkaj)

Nordbassin (Sandkaj)

Papirøen

Sluseholmen ved Dexter Gordons Vej

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?