Specialskole udpeget som valgsted - forældre er bekymrede

Forældre til børn med autisme og ADHD undrer sig over, at en specialskole skal bruges til valgsted. Det kan have store konsekvenser for børnene, lyder det fra psykolog.

Opdatering
Artiklen er opdateret den 16. oktober 2022. Tidligere fremgik det, at Hvidovre Kommune ikke havde modtaget klager over valgstedet. De har modtaget klager, men meldingen fra skolen var, at det ikke var et problem at afholde valg.

Når vi den 1. november skal til stemmeurnerne, er det en glædelig dag for de fleste.

Men på en skole i Hvidovre er valgdagen blevet en stor bekymring for forældre til børn med ADHD og autisme.

Hvidovre Heldagsskole, som er en specialskole for elever med opmærksomhedsforstyrrelser eller følelsesmæssige vanskeligheder, skal nemlig være valgsted.

quote Det kan gå ud over flere dages undervisning, og vi kan opleve reaktioner herhjemme i flere uger

Nathalia Nyeland, mor til 11-årig på Hvidovres Heldagsskole

Det er flere forældre rigtigt kede af. For valgplakater og fremmede mennesker i skolegården kan have en negativ effekt på flere af skolens elever.

- For dem, der har behov for genkendelighed og faste rammer, er det en massiv indtrængning i deres trygge lille boble. Det kan gå ud over flere dages undervisning, og vi kan opleve reaktioner herhjemme i flere uger, siger Nathalia Nyeland, der har en 11-årig søn på skolen.

For at undgå at valgdagen bliver for overvældende for ham, så er hun allerede nu begyndt at forberede ham på, at der kommer til at være noget anderledes ovre på skolen.

Hun forstår godt, hvis andre ikke kan sætte sig ind i, hvorfor en enkelt skoledag kan have så stor betydning.

- Det virker åndssvagt at bekymre sig om. Men vi kender vores børn, og vi ved, de kan reagere eksplosivt med manglende nattesøvn eller følelsesudbrud, siger hun.

Hun ville ønske, at valgstedet kan flyttes et andet sted hen i området.

Psykolog: Der kan komme kraftige reaktioner

Rasmus Alenkær er psykolog, ph.d. og tidligere lærer. Han har mere end 28 års erfaring med børn og unges trivsel. Han forstår godt forældrenes bekymring.

- De her børn har opmærksomhedsudfordringer, så det, man arbejder med i skolen, er, at nedbringe antallet af forstyrrelser. Det er i forvejen svært, men når der så pludselig rykker en masse mennesker ind, som man ikke kender, skaber det en kæmpe pædagogisk udfordring. 

- Det kan godt lyde som en lille ting, men det er faktisk en stor og invaderende forandring for de her børn, siger han.

Børn med autismespektrum-forstyrrelser og ADHD har et rigidt tankemønster, det vil sige, at de har en ide om, hvordan ting skal være og har svært ved at omstille sig, når der er forandringer, fortæller han.

Og når børnene så oplever tvungne forandringer, så kan de – alt efter deres situation – reagere kraftigt:

- Det kan være med vrede, stress, frustration og angst. De kan blive udadreagerende, fordi de har svært ved at regulere deres følelsessystem. Der er også nogle, der stikker af eller bliver angste, siger Rasmus Alenkær.

Derfor mener han også, at valgdagen kan få betydning for de ramte familier i lang tid.

- Medmindre vi skal have de her meget voldsomme reaktioner, så må man forberede børnene flere dage i forvejen. Og alene der begynder opmærksomhedsudfordringen. Så er der selve dagen, og så kan der også være nogle, der reagerer, så det kræver et efterbehandlingsarbejde.

quote Jeg har været i dialog med skolelederen, som melder tilbage, at det kan godt give noget uro, men at det ikke er noget, børnene ikke kan klare

René Rasmussen Sjøholm, centerchef, Center for Skole og Uddannelse i Hvidovre Kommune

Skoleleder: Vi gør, hvad vi kan for at skabe en god dag

På Hvidovre Heldagsskole kender man til elevernes udfordringer og sørger for at gøre, hvad man kan for at skabe en god dag på valgdagen:

- Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at alle elever får en meningsfuld oplevelse – enten væk fra skolen eller her på skolen, siger skoleleder Thomas Gaarde-Johansen. 

Han forstår forældrene er bekymrede. Derfor har han også sendt en besked ud til dem, hvor han forklarer om dagen, ligesom de kommer til at tale om valget med eleverne. 

- Fra skolens side kommer vi til at forholde os til den særlige dag og planlægge aktiviteter så de børn, der er særligt sensitive, bliver skærmede, og de børn som synes, det er spændende, de får lejlighed til at arbejde med, hvad et valg er, siger han.

Hvidovre Heldagsskole har ligget på Sønderkærskolen i tre skoleår – og i den tid har der på skolen været afholdt et kommunalvalg, et valg om forsvarsforbehold – og nu venter Folketingsvalget.

I Center for Skole og Uddannelse i Hvidovre Kommune bekræfter centerchef René Rasmussen Sjøholm, at han kender til problematikken om, hvorvidt skolen fortsat skal fungere som valgsted:

- Det har været drøftet siden seneste valg. Jeg har været i dialog med skolelederen, som melder tilbage, at det kan godt give noget uro, men at det ikke er noget, børnene ikke kan klare, siger han.

Svært at rykke andet sted hen

Tina Kruses søn har ADHD og Tourettes, og hun er en af de forældre,  der overvejer at holde sin søn hjemme fra skole på valgdagen:

- Der er jo en grund til, at de går på den skole. De skal ikke have for mange mennesker omkring sig. Selvom det bare er én dag, så kan det godt have stor betydning, siger hun.

Hun tror dog ikke på, at det er muligt at flytte skolen som valgsted, for det har fungeret som valgsted i mange år, dengang det bare var en normal folkeskole.

I Hvidovre Kommune er beskeden også, at det vil være svært at flytte stemmeurnerne et andet sted hen.

- Skal man finde et nyt valgsted, så er det en ny proces. Vores skoler er valgsteder, og der er mange mennesker i det distrikt, der skal flyttes. Hvis det skulle ske, så skal vi først have afklaret, at valget virkelig er til gene, siger Anne Wallberg, centerchef for Politik og Ledelse i Hvidovre Kommune.

Hvidovre Kommune modtog klager inden kommunalvalget og forsøgte derfor at skærme skolens børn mest muligt på valgdagen. Og efter kommunalvalget var meldingen, at det ikke var et problem at afholde valg på skolen.

- Efter kommunalvalget valgte vi at ændre adgangsforholdene for at tage hensyn til børnene. Den efterfølgende evaluering viste, at en række vælgere havde problemer med adgangsforholdene, og meldingen fra lærere og børn på stedet var, at det ikke – i forhold til børnene - var et problem af afholde valg, men at det kun var hyggeligt, oplyser Anne Wallberg.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik