Rottweiler bed 76-årig – efter to ugers adfærdstest har politiet afgjort hundens skæbne

Det gk voldsomt for sig, da en 76-årig kvinde i slutningen af august blev bidt i armen af en rottweiler.

Som TV 2 Lorry tidligere har fortalt, så blev 76-årige Alice Aaberg bidt af en rottweiler, der bed sig fast i hendes arm, da hun for nogle uger siden var en tur på Risbjerg Kirkegård i Hvidovre.

Efterfølgende anmeldte hun episoden til politiet, der hurtigt opfordrede ejeren af hunden til at melde sig til dem, så de slap for at tage ud og banke på hos vedkommende.

Senere bekræfte Københavns Vestegns Politi, at politikredsen havde hunden i deres varetægt og ville gennemgå en såkaldt adfærdstest.

Nu er der nyt i sagen igen.

Københavns Vestegns Politi oplyser til TV 2 Lorry, at politikredsen på baggrund af en række adfærdstest nu har truffet afgørelse om, hvad der skal ske med hunden.

- Hunden har de sidste to uger været i politiets varetægt, hvor den har gennemgået en adfærdstest hos en hundesagkyndig dyrelæge.

- På baggrund af adfærdstesten har Københavns Vestegns Politi besluttet, at hunden skal aflives – og det er hundens ejer blevet orienteret om. Ejeren har nu ti dage til at klage over afgørelsen – samt mulighed for at indbringe vores afgørelse for retten, lyder det i et skriftligt svar.

Skambidt

Episoden fandt sted da 76-årige Alice Aaberg den 30. august gik en tur på Risbjerg Kirkegård i Hvidovre, hvor hun netop havde mindet sin nyligt afdøde mand ved hans gravsted.

Hun har tidligere fortalt til TV 2 Lorry, at hun nåede at registrere, at der kom en dame med en hund i snor gående mod hende.

De kom gående på græsset, mens Alice Aaberg gik på stien. Alligevel besluttede hun at trække et skridt til siden og væk fra dem.

Men da de kom tættere på hinanden, gik det helt galt.

- Da hun er på siden af mig, kan hun ikke holde hunden, og så løber den over og bider mig hårdt, har Alice Aaberg tidligere fortalt TV 2 Lorry om episoden.

Hundeejer flygtede

Rottweileren fik fat i Alices overarm, hvor den bed sig fast i i cirka fire sekunder, før den gav slip, fortæller Alice.

Ifølge Alice Aaberg undskyldte kvinden, der gik tur med hunden, hurtigt, men da Alice ønskede kvindens navn, skyndte hun sig væk med hunden.

- Det var kaotisk. Det var chokerende, og jeg begyndte at græde. Det gjorde ondt, og der var kaos i mit hoved, siger hun og fortæller, at hun efterfølgende ringede til sin datter, der ikke bor langt derfra har Alice Aaberg tidligere fortalt.

Hundeejeren har sidenhen erkendt de faktiske forhold og har fået en bøde på 4.000 kroner.