Ny regel udløser skrækscenarie i 2. division

Et skrækscenarie udspiller sig i 2. division, hvor Hvidovre, Brønshøj og Avarta deltager i et oprykningsdrama.

Foto: TV2/Lorry

Normalt handler sport om at vinde, men sådan er det ikke nødvendigvis i 2. division i fodbold i den kommende weekend.

Når sidste spillerunde er blevet afgjort på lørdag bliver de 12 bedste hold i 2. division - der lige nu er opdelt i tre puljer af otte hold - udskilt i et oprykningsspil, mens de 12 dårligste hold skal kæmpe om at undgå nedrykning.

Den københavnske vestegnsklub Avarta kæmper til det sidste for at komme med i oprykningsspillet. Skal målet gå i opfyldelse kræver det, at Avarta slår AB Tårnby, mens Hvidovre slår Brønshøj.

Problemet med Avarta-øjne er, at Hvidovre reelt set ikke har nogen interesse i at slå Brønshøj, der lige nu ligger til at gå i oprykningsspillet.

Hvidovre vil med et nederlag eller uafgjort mod Brønshøj tage henholdsvis tre eller fire point med over i oprykningsspillet. Hvis Avarta bliver en del af oprykningspuljen - hvilket kræver en Hvidovre-sejr over Brønshøj - vil Hvidovre få nul point med over.

- Det er en rigtig møgsituation for os. Hvidovre er ikke interesseret i at få Avarta med i oprykningsspillet, fordi vi har vundet to gange over dem. - Hvidovre og Brønshøj kan aftale at spille uafgjort, og så får Hvidovre fire point med over i stedet for nul, siger Avarta-formand Per Thomsen.

Han kan sagtens forestille sig, at de specielle omstændigheder vil få indflydelse på kampen mellem Hvidovre og Brønshøj.

- Det tror jeg da. Der vil stå idiot i ryggen på enhver, hvis ikke man prøver at opnå det bedste for sin egen klub. Hvidovre vil være bedst begunstiget af at komme over med fire point i stedet for nul, siger Per Thomsen.

Hvidovre-træner Thomas Vesth Hansen har udtalt, at hans hold vil forsøge at vinde kampen mod Brønshøj, men Avarta-formanden tvivler alligevel på Hvidovre-spillernes motivation.

- Jeg tror da godt, at Thomas kan sætte sit hold op, men hvis Hvidovre får en dårlig start og kommer bagud med 0-1, så kæmper man ikke på liv og død for at komme tilbage. Der sker bare noget med mennesker i den situation, siger Per Thomsen og tilføjer:

- Vi vil meget gerne have, at der kommer en observatør ud til kampen.

Lidt paradoksalt har klubberne i 2. division - inklusiv Avarta - før sæsonstarten været med til at vedtage den nye struktur, som nu giver problemer.

- Det er en kæmpe brøler, vi har lavet, fordi vi ikke har tænkt det til ende. Vi skulle have valg det sikre system, hvor vi spillede om placeringspoint i stedet for, at man tager point med over.

- Alle klubber bakkede op om det, men det er noget lort, vi har lavet. Det er ikke særlig godt sportsligt, siger Per Thomsen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik