12-årig forskertalent: Gabriel har udregnet, hvordan du undgår rødt lys i trafikken

Gabriel Povsic fra Hvidovre har opfundet en løsning, der sørger for, at bilister rammer færre røde lys. Projektet har sikret ham en plads i finalen ved Unge Forskere. Endda som en af de yngste.

Gabriel Povsic er en innovativ ung mand.

Allerede som niårig begyndte han at forske i, hvordan vi undgår oversvømmelser i vores kloakker, når landet oftere og oftere rammes af skybrud.

Forskningsprojektet indbragte ham en finaleplads i Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence for skoleelever, Unge Forskere.

Og nu har den unge forsker så gjort det igen.

quote Jeg håber, det kan bruges til, at Danmark får en bedre økonomi, og at vi kan sælge det til andre lande for at hjælpe dem.

Gabriel Povsic

Denne gang har han programmeret en kode, der udregner, hvor hurtigt bilister skal køre for at ramme en grøn bølge i trafikken.

Det er – ifølge hans grundige udregninger – både godt for pengepungen og klimaet.

Løsningen begejstrede juryen i en sådan grad, at han nu skal dyste mod Danmarks dygtigste forskergenier. Endda som en af de yngste i konkurrencen.

(Artiklen fortsætter efter faktaboksen.)

Unge Forskere

Unge Forskere er Danmarks største naturvidenskabelige talentkonkurrence for skoleelever.

Til finalen, der afholdes tirsdag d. 23. april i Forum i København, skal deltagerne forsvare deres naturfaglige projekter over for en professionel fagjury. Juryen bedømmer idé, naturvidenskabelig arbejdsproces og formidling af projektet.

Konkurrencen giver alle elever, uanset klassetrin, mulighed for at udforske og arbejde med et naturfagligt projekt, de brænder for. Det kan være et forsøg, et teoretisk projekt, en ny opdagelse eller en innovativ opfindelse.

I alt har 1.500 elever fra hele landet været tilmeldt konkurrencen, inklusive tilmeldingerne til ’Min Vildeste Idé’, som er en idé-tegnekonkurrence for grundskoleelever.

Spild af tid og penge at holde for rødt

12-årige Gabriel Povsic fik idéen til forskningsprojektet, da han sammen med sin mor kørte i bil på en indfaldsvej ved Hvidovre. Her skulle de to nemlig stoppe en hel del gange for rødt.

- Bilister spilder ikke kun tid ved at stoppe for rødt lys. De bruger også mere brændstof i tomgang og ved acceleration. Dermed skal du betale mere, og der er også mere forurening ved det, forklarer Gabriel Povsic om det problem, han opdagede på køreturen.

Da han efterfølgende begravede sig i en række rapporter fra Trafikstyrelsen og Vejdirektoratet, fandt han hurtigt ud af, at ”de nuværende løsninger ikke er optimale”, forklarer han.

Og så begyndte han ellers at udvikle sin egen løsning.

Gabriel Povsic har regnet en hel del på de nuværende løsninger for regulering af trafiklys. Han mener, de har en del ulemper, og at hans egen løsning er mere optimal. Faktisk har han regnet ud, at den kan spare samfundet for helt op mod 34 millioner.
Gabriel Povsic har regnet en hel del på de nuværende løsninger for regulering af trafiklys. Han mener, de har en del ulemper, og at hans egen løsning er mere optimal. Faktisk har han regnet ud, at den kan spare samfundet for helt op mod 34 millioner.

Han nedfældede sine hypoteser og startede så med at kode det program, der altså kan hjælpe bilisterne ved at udregne den smarteste vej gennem trafikken.

I stedet for at bilisterne skal standse for rødt ved hvert trafiklys og dermed bremse og gasse op, kan de ved hjælp af skilte i vejsiden se, hvilken fart de skal køre med for at ramme grønt lys hver gang.

Vigtigt at gøre noget for klima og miljø

Gabriel Povsic har regnet ud, at løsningen potentielt kan spare samfundet og bilister for millioner af kroner, forklarer han.

Helt præcist mener han, at der er tale om en besparelse på hele 34 millioner kroner.

Udregningen har han lavet med udgangspunkt i data fra Trafikstyrelsen.

Hvor andre børn går til fodbold, ridning eller svømning, er Gabriel Povsic helt store fritidsinteresse at gå til kodning. Det har givet ham evnerne til helt selv at skrive den kode, der altså ligger bag computerprogrammet.
Hvor andre børn går til fodbold, ridning eller svømning, er Gabriel Povsic helt store fritidsinteresse at gå til kodning. Det har givet ham evnerne til helt selv at skrive den kode, der altså ligger bag computerprogrammet.

Og så kan klimaet altså også få gavn af løsningen. Den kan nemlig betyde, at der bliver brugt mindre brændstof og dermed udledes mindre CO2.

- Jeg håber, løsningen kan bruges til, at Danmark får en bedre økonomi, og at vi kan sælge den til andre lande for at hjælpe dem, forklarer Gabriel Povsic.

- Det er også vigtigt for mig, at den kan gøre noget for klimaet og miljøet. Jeg gider ikke leve i en verden, hvor den normale temperatur er 30 grader.

Håber at inspirere flere børn til at forske

Gabriels unge forskerkarriere har da også indtil nu fokuseret på at gøre en forskel for både samfundsøkonomien, klimaet og miljøet.

Allerede da han som niårig forskede i, hvordan en særlig form for vandperler – såkaldte superabsorberende polymerer – kan opsuge vand fra skybrud, så vores kloakker ikke bliver oversvømmede.

Da Gabriel som niårig tilmeldte sig konkurrencen, klippede han denne video, hvor han både forklarede og dramatiserede sit forskningsprojekt.

Han drømmer om, at han i fremtiden kan gøre en forskel for samfundet som enten ingeniør eller forsker med sine evner udi fysik og kemi.

Og så håber han, at han med sine projekter kan inspirere flere børn til at forske. Han tror nemlig på, at der er mange gode idéer derude, der ”kan ændre verden”, forklarer han.

- Verden kommer bare til at blive bedre, hvis alle folk kommer til at have det rart, siger han.

Finalen i Unge Forskere afholdes den 23. april i Forum i København. Til finalen er titlen som Årets Unge Forsker 2024 på spil, og der er samlet pengepræmier på over 300.000 kr.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik