Høje smittetal tvinger Hørsholm til at lukke erhvervslivet igen

På grund af høje smittetal lukker Hørsholm Kommune og dele af det lokale erhvervsliv midlertidigt ned fra søndag den 9. maj. Nedlukningen ophæves, når kommunen syv dage i træk er under en testkorrigeret incidens på 250 smittede.

De høje smittetal i Hørsholm Kommune betyder nu, at der sker en midlertidig nedlukning af dele af erhvervslivet, skriver Erhvervsministeriet i en pressemeddelelse.

Nedlukningen gælder fra søndag og syv dage frem, fordi incidenstallet ligger på 270.

Som udgangspunkt har det blandt andet været fritidsinstitutioner, skoler og kommunale arbejdspladser, der har skullet lukke i kommunen.

Men efter anbefaling fra Epidemikommissionen og opbakning fra Folketingets Epidemiudvalg er der nu taget beslutning om, at dele af erhvervslivet også skal lukke.

Når Hørsholm kommune i syv dage i træk er under en testkorrigeret incidens på 250 smittede, ophæves nedlukningen. Kriterierne for nedlukning er anbefalet af Statens Serum Institut og er vurderet ud fra den aktuelle smittesituation. De vil løbende blive vurderet og justeret efter behov på baggrund af erfaringer og epidemiens udvikling, oplyser Erhvervsministeriet.

Nedlukningen omfatter ikke dagligvarebutikker, take away og butikker, hvor der sælges medicinsk udstyr. Derudover er det muligt for udvalgsvarebutikker at holde åbent for erhvervskunder og click & collect.

Følgende træder i kraft i Hørsholm Kommune søndag den 9. maj:

• Lukning af udvalgsvarebutikker i kommunen

• Lukning af forlystelsesparker mv. i kommunen

• Lukning af serveringssteder i kommunen

• Lukning af indkøbscentre, arkader, basarer og stormagasiner i kommunen

• Lukning af liberale serviceerhverv og køreskoler i kommunen

• Lukning af konferencer og møder i kommunen

• Private arbejdsgivere opfordres til at lade medarbejdere arbejde hjemmefra så vidt muligt


Mulighed for kompensation

Der er desuden mulighed for, at virksomheder, der tidligere har været lukket ned, kan forblive lukket, hvis de vurderer, at det ikke er hensigtsmæssigt at åbne. De vil kunne modtage op til 90 pct. i kompensation for de faste udgifter, og 90 pct. af den tabte omsætning i selvstændigordningen.

Erhvervsministeriet oplyser også, at virksomhederne fortsat kan benytte sig af den generelle lønkompensationsordning, hvor der kan søges om kompensation for 75 procent af lønnen for funktionærer og 90 procent af lønnen for ikke-funktionærer. Dog maksimalt 30.000 kroner om måneden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik