Perfekt bryllupsdato: Par strømmede i kirke på en torsdag

Den 20.02.2020 – det er da en dato, som selv den mest glemsomme ægtefælle kan huske.

”Jeg erklærer jer nu for rette ægtefolk at være, i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn”

Den sætning er blevet brugt usædvanligt mange gange på denne regnfulde torsdag.

quote Normalt bliver der ikke gift særlig mange i september, men på datoen den 07.09.2013 blev et hav af par gift, fordi det minder om talemåden 7-9-13.

Jørgen Christensen, sognepræst

Mange par valgte nemlig at ile mod kirken for at blive gift. De ville nemlig sikre sig, at den helt specielle dato 20.02.2020 kom til at stå på vielsesattesten.

- Mange synes, det er skægt at blive gift på en speciel dato, og så er der jo også den her joke omkring, at brudgommen bedre skal kunne huske datoen, siger Morten Miland, der er sognepræst i Haraldskirken i Høje Gladsaxe, til TV 2 Lorry.

Ludwig og Louise Løvenwald blev viet den 20.02.2020 af Morten Miland.
Ludwig og Louise Løvenwald blev viet den 20.02.2020 af Morten Miland.
Foto: Privatfoto - Lærke Nielsen

Det kommer ikke bag på sognepræst og provst i Hillerød, Jørgen Christensen, at den 20.02.2020 var en populær dag for vielser. Historisk set bliver mange nemlig gift på særlige datoer.

- Normalt bliver der ikke gift særlig mange i september, men på datoen den 07.09.2013 blev et hav af par gift, fordi det minder om talemåden 7-9-13, oplyser Jørgen Christensen.

quote Man forbinder et kirkebryllup med tårnhøje summer, men det er jo ikke vielsen i kirken, der koster penge.

Jørgen Christensen, sognepræst

Flere sogne har inviteret folk til netop at blive gift den 20.02.2020. Idéen startede hos Hillerød provsti, hvor 12 kirker i Hillerød og Allerød har åbnet deres døre for gifteklare par. Den idé lod præsterne i Gladsaxe-Herlev provsti sig inspirere af. De opfordrer også par til at komme og blive gift i en af de seks kirker, der står til rådighed på den specielle dato.

Mange vielser for en torsdag

Hverdage er ikke særlig populære for vielser, specielt ikke i kirken. Men denne torsdag har der været mange flere end normalt. Det var i hvert fald oplevelsen i Gladsaxe og Herlev kirkerne.

- Der er blevet viet 4-5 par i vores kirker i dag, oplyser Morten Miland.

quote Normalt ville der ikke være et øje på en torsdag.

Morten Miland, sognepræst

Jørgen Christensen fra Hillerød provsti kan endnu ikke sige med sikkerhed, hvor mange der er blevet viet torsdag, men det er i hvert fald flere end normalt.

- Mindst fem er blevet viet, men det kan godt være flere endnu, siger Jørgen Christensen.

Fælles for de to sognepræster er at de stort set aldrig vier par på en torsdag. 

- Normalt ville der ikke være et øje på en torsdag. Det er flere år siden at jeg har viet folk på andet end en lørdag, siger Morten Miland.

Kathrine og Jan blev viet af Jørgen Christensen den 20.02.2020.
Kathrine og Jan blev viet af Jørgen Christensen den 20.02.2020.
Foto: Privatfoto

Flere kirker oplyste om den særlige dato

Ifølge både Morten Miland og Jørgen Christensen er der er helt særlig årsag til at præsterne inviterer folk til at blive viet på den dag.

quote Der er ingen krav om det helt store askepot-show, bare fordi man er i en kirke.

Morten Miland, sognepræst

- Mange af de folk, som ønsker et simpelt bryllup, går på rådhuset for at blive viet. Men mange ved ikke, at man også i kirken kan afholde et lille, stilfærdigt bryllup på en hverdag. Der er ingen krav om det helt store askepot-show, bare fordi man er i en kirke. Man kan blive viet i et par cowboybukser i en tom kirke, hvis man ønsker det. Men det er der mange, som ikke ved,  og det har vi forsøgt at gøre opmærksom på, siger Morten Miland.

Ifølge Jørgen Christensen tror mange også, at det er dyrt at blive gift i kirke, men der tager de helt fejl.

- Det er helt gratis at blive gift i kirke. Man forbinder et kirkebryllup med tårnhøje summer, men det er jo ikke vielsen i kirken, der koster penge. Det er alt det bagefter, altså selve festen, som er dyr, siger Jørgen Christensen.

Præsternes budskab er altså, at kirken også kan tilbyde et gratis, lille hverdagsbryllup – fuldstændig som på rådhuset.

Ingen drop in-vielser

Præsterne har med vilje ikke inviteret til drop in-vielser den 20.02.2020. Det er nemlig ikke muligt at lave en spontan vielse i kirken, som det er muligt med for eksempel en dåb.

- For at blive viet skal man have en prøvelsesattest. Man skal have papir på, at man ikke er gift i forvejen eller er umyndiggjort. Hvis vi ikke har det papir, er vielsen ikke gyldig. Vi ville gerne lave drop in, men det er desværre ikke muligt, siger Morten Miland.

Derfor er dagens vielser altså planlagt og booket i forvejen, så alt det praktiske kunne være i orden.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik