Ulovligt trawl: Minister vil have sorte bokse på fiskerbåde i Øresund

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen foreslår nu, at fiskerbådene i Øresund skal have installeret sorte bokse, som kan fortælle myndighederne om fiskernes gøren og laden.

Foto: Steffen Ortmann / Scanpix

Fiskeriminister Eva Kjer Hansen går i krig mod ulovligt fiskeri på Øresund Foto: Liselotte Sabroe - Ritzau Scanpix

1 af 2

Selvom det er ulovligt at trawle i store dele af Øresund, så har visse fiskere i årevis forbrudt sig mod reglerne – til skade for havbunden i det ellers livlige farvand.

Senest påpegede Greenpeace problemerne så sent som i marts.

Læs også Greenpeace-aktion mod ulovligt fiskeri i Øresund

 Dengang blev daværende fiskeriminister Karen Ellemann kaldt i samråd om sagen, og nu tager hendes afløser affære.

-Jeg vil have stoppet det ulovlige fiskeri i Øresund, og derfor foreslår jeg, at de fartøjer, der har tilladelse til at bruge trawl, skal have en ”black box” om bord. Fordi så kan vi holde øje med, hvor de har været og om de har brugt deres trawl, og det giver en mere effektiv kontrol, siger Venstres minister for Fiskeri, Eva Kjer Hansen til TV2 Lorry. 

Den sorte boks sender GPS-data og data om brug af udstyr til en sky, hvor myndighederne kan følge med og gribe ind, hvis der er uregelmæssigheder. Inspirationen kommer fra Limfjorden, hvor man i længere tid har overvåget muslingefiskerne i Natura 2000-områderne med sorte bokse – med stor succes.

I Øresund kommer forslaget kun til at omfatte fartøjer, som aktivt fisker i Øresund og som er under 12 meter, da de større allerede er overvåget af satellitudstyr. Ifølge Ministeriet for Fiskeri skal der installeres sorte bokse i 12 fiskerbåde.

Nu vil fiskeriministeren sætte sig ned med fiskeriordførerne på Christiansborg d. 30. august

- Det kræver en ændring af fiskeriloven, og så håber jeg, at det kan træde i kraft, når vi kommer ind i 2019 – og på den måde markant få styrket kontrollen med det fiskeri, der foregår i Øresund, siger Eva Kjer Hansen.

Ministeriet for Fiskeri arbejder på at finde en løsning, hvor fiskerne kan blive holdt økonomisk skadesfri for omkostningerne forbundet med indkøb og installering af de sorte bokse.

Læs også Minister går ind i sag om ulovlig fiskeri: "Det er uacceptabelt"

 

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik